Samlever beretter om trusler og spytklat mod fynsk partihopper

21. NOV 2025 • 11:57ERHVERV/POLITIK

Ulla Sørensen fra Middelfart blev tidligere fredag ifølge sin samlever spyttet på og kaldt "Judas".

Partihopperen fra Middelfart Kommune, Ulla Sørensen, bliver ifølge sin samlever udsat for trusler og hadske beskeder.

Det sker, efter at hun med sit partihop fra Socialdemokratiet til Venstre efter kommunalvalget tirsdag sørgede for et magtskifte i kommunen.

- Her til morgen (fredag, red.) var hun ude for at køre skraldespanden ind. En mand, hun ikke ved, hvem er, går forbi og siger "Judas", og så spytter han hende direkte i ansigtet, siger samleveren, Tom Sjørvad, til Ekstra Bladet.

Ifølge samleveren har Ulla Sørensen også modtaget flere hundrede beskeder med ubehageligt indhold, herunder nogle af truende karakter. Det er sket både som opkald og via sociale medier.

- Hun er ked af det og udkørt. Og hun er overrasket over, hvor voldsom reaktionen har været, siger Tom Sjørvad.

Han og Ulla Sørensen overvejer, om de skal melde chikanen til politiet. Foreløbig holder hun sig hjemme.

Ulla Sørensen var før kommunalvalget 1. viceborgmester i Middelfart Kommune, og med hendes mandat så den siddende borgmester, hendes daværende partifælle Johannes Lundsfryd Jensen, ud til at kunne fortsætte.

Ulla Sørensen opnåede 252 personlige stemmer, og hun satte sig dermed på det niende og sidste socialdemokratiske mandat i kommunen.

Men Ulla Sørensen valgte efter valget at skifte til Venstre, og så troede stort set alle, at hun skulle være borgmester.

Torsdag blev Venstres Anders Møllegård imidlertid præsenteret som borgmester, mens Ulla Sørensen sagde, at hun blot havde ageret forhandlingsleder.

Foran rådhuset samlede der sig torsdag omkring 200 utilfredse vælgere, som med plancher og slogans som "stop stemmetyven" protesterede mod Ulla Sørensens partihop.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT