Salget af migrænemiddel hjælper Lundbeck til ny rekordomsætning

4. FEB 2026 • 08:14ERHVERV/POLITIK

Lundbecks salg har været hjulpet på vej af to nøgleprodukter. Overskuddet er ikke fulgt med op i samme tempo.

Det danske medicinalselskab Lundbeck fortsætter sit rekordridt, når man måler på omsætningen

Sidste år lød den således på 24,6 milliarder kroner, hvilket er 13 procent mere end året forinden. Omsætningen er ikke set højere før.

Det fremgår af Lundbecks årsregnskab, der er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Lundbeck udvikler, producerer og sælger lægemidler mod hjernesygdomme. De er blandt andet rettet mod sygdomme som epilepsi, depression, angst, Huntingtons sygdom og Alzheimers sygdom.

Blandt de strategiske nøgleprodukter finder man Vyepti, der er et middel mod migræne.

Midlet omsatte for næsten 4,5 milliarder kroner i 2025. Det er 59 procent mere end året før.

Et af selskabets andre nøgleprodukter - Rexulti - er ligeledes en af grundene til, at omsætningen er vokset.

Rexulti, der bruges i behandling mod depression og demens, ligesom det også ordineres til patienter med skizofreni, har solgt for 6,2 milliarder kroner. Det er en vækst på 23 procent.

Charl van Zyl, der er topchef i selskabet, siger i regnskabet, at han er tilfreds med resultaterne i 2025.

- Rekordomsætningen afspejler den fortsatte fremgang inden for vores primære drivkræfter for vækst, lyder det.

Selv om omsætningen er vokset pænt, er overskuddet ikke fulgt med op i samme tempo.

I 2025 endte det på 3,2 milliarder kroner, hvilket var to procent mere end året før.

Årsagerne skal blandt andet findes i højere udgifter til forskning og udvikling af nye produkter samt højere skatteomkostninger.

Forskning og udvikling er en central del af det at drive medicinalvirksomhed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT