S-borgmester i Randers under pres - Venstre vil selv have posten

16. NOV 2025 • 19:23ERHVERV/POLITIK

Randers Kommune har tidligere haft dramatiske valg, og der er lagt op til endnu et på tirsdag.

Randers-borgmester Torben Hansen (S) får svært ved at holde fast i borgmesterposten efter kommunalvalget 18. november.

Søndag, altså blot to dage inden valget, har Venstres spidskandidat i Randers Kommune, Claus Berggren, meddelt, at Venstre ikke peger på en socialdemokrat som borgmester.

Det skriver Randers Amtsavis og TV 2 Østjylland.

Det er derfor langtfra givet, at borgmesteren for tredje gang i træk hedder Torben Hansen, da flere partier nu rækker ud efter borgmesterposten.

- Det er noget, vi har vidst et stykke tid, men nu vil vi gerne sige det højt. Og jeg vil gerne gøre det lidt bredere: Vi kommer ikke til at pege på en socialdemokratisk borgmester, siger Claus Berggren til Randers Amtsavis.

Han uddyber til TV 2 Østjylland, at det er tid til forandring i kommunen.

- Jeg synes, at vi trænger til en mere borgerlig retning. Jeg synes også, at vi trænger til noget forandringsledelse, og derfor er den her udmelding kommet, siger Claus Berggren til TV 2 Østjylland.

SF's spidskandidat, Rosa Lykke Yde, er også parat til at gå efter borgmesterposten.

Om Venstres spidskandidat vil pege på SF'eren i stedet for en S-kandidat, hvis Venstre ikke kan mønstre et flertal efter valget, svarer Berggren til TV 2 Østjylland, at Venstre "er klar til at pege på mig".

Valgperioden i Randers Kommune har blandt andet været præget af jordskreddet ved virksomheden Nordic Waste. Den sag har fyldt en del, og det er ikke kun i de lokale medier, for også de landsdækkende medier har dækket sagen.

Et jordskred har De Konservative i Randers også været ramt af i den igangværende valgperiode. Partiet har undervejs mistet alle fire mandater, som blev sikret ved 2021-valget.

Venstre og Claus Berggren håber, at han kan samle et flertal sammen med blandt andet borgerlisten Østbroen, som er anført af den tidligere professionelle fodboldspiller Erik Bo Andersen.

Østbroen er blevet en vigtig spiller i kommunen, og lige nu er Østbroen lige så stor som Venstre i byrådet, hvor begge har fem mandater.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT