82-årig præsident i Congo får som ventet fem år mere
Valgdag i Congo var præget af internetnedbrud, og oppositionspartier ville ikke stille med kandidater.
Congos mangeårige præsident, den 82-årige Denis Sassou Nguesso, er blevet genvalgt med 95 procent af stemmerne.Det meddeler landets indenrigsminister, Raymond Zéphirin Mboulou, på nationalt tv. Valgdeltagelsen var ifølge stats-tv på knap 85 procent.
Resultatet, som endnu er foreløbigt, var i høj grad ventet.
De største oppositionspartier ville ikke stille med kandidater, fordi de savner gennemsigtighed i processen, og flere oppositionsskikkelser er i fængsel.
Forud for afstemningen blev flere menneskerettighedsaktivister anholdt, oppositionspartier suspenderet, og der blev holdt tæt opsyn med forsamlinger i offentligheden. Det siger den congolesiske menneskerettighedsaktivist Joe Washington Ebina til Reuters.
Søndagens valgdag var præget af, at visse stemmesteder åbnede sent, samtidig med at der var internetnedbrud på tværs af landet.
Den 82-årige præsident har i alt stået i spidsen for Congo i 42 år, og med den seneste valgsejr lader han til at være sikret fem år mere ved magten.
Denis Sassou Nguesso er en af Afrikas længst siddende ledere. Han har længe været kritiseret for at stå i spidsen for et autoritært styre og for at vende ryggen til udbredt korruption, fattigdom og ulighed.
Han blev første gang præsident i 1979, og han sad dengang som leder af et land med étpartisystem indtil 1992. Her tabte han dog det første valg, hvor flere partier var med. Men han tog magten tilbage i 1997 efter en borgerkrig.
Der bor omkring seks millioner mennesker i Congo, hvor hovedstaden hedder Brazzaville.
Olie og gas står for størstedelen af statens indtægter i den tidligere franske koloni, og væksten blev i 2025 estimeret til 2,9 procent.
Ikke desto mindre lever over halvdelen af landets befolkning under fattigdomsgrænsen.
Ifølge regeringens kritikere skyldes det blandt andet korruption med olieindtægterne.
Blandt andet i Frankrig har der været efterforskninger af Sassou Nguessos administration, skriver nyhedsbureauet AFP.
Hvis resultatet godkendes, kan præsidenten fortsætte til 2031. Her forbyder forfatningen ham dog at stille op igen. Han har til AFP sagt, at han ikke vil "blive ved magten for evigt". Men han vil ikke pege på en mulig efterfølger.
/ritzau/Reuters
