S-bagland taler om Wammen og Hummelgaard som potentiel efterfølger

8. JUN 2023 • 07:10ERHVERV/POLITIK

I en rundringning foretaget af DR taler S-kredsformænd om, hvem der kan efterfølge Mette Frederiksen.

Socialdemokratiske kredsformænd spekulerer nu åbent i, hvem der skal efterfølge Mette Frederiksen (S), hvis statsministeren bliver ny generalsekretær i Nato.

DR har talt med "stort set alle" de 92 socialdemokratiske kredsformænd, skriver mediet uden at specificere det nærmere.

I rundringningen nævner kredsformændene oftest Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard som de mest oplagte efterfølgere.

Den socialdemokratiske kredsformand i Lyngby-Taarbæk, Leif Luxhøj-Pedersen, peger på Nicolai Wammen.

- Jeg synes, at det mest naturlige i sådan en situation ville være Nicolai Wammen. Han er jo finansminister og har været med i mange år i inderkredsen. Det ville også give mest stabilitet med ham, siger han til DR.

I Ballerup siger kredsformand Anders Friis, at Peter Hummelgaard vil være bedst til at tiltrække vælgergrupper i "det såkaldte produktionsdanmark".

- Hvis vi skulle vælge ny formand nu, så foretrækker jeg Peter Hummelgaard. Den linje han har stået for både som beskæftigelsesminister og nu som justitsminister, kan jeg rigtig godt lide. Han er en klassisk socialdemokrat, og han repræsenterer på den helt rette måde arbejdervælgerne, siger han til DR.

Enkelte kredsformænd nævner Mattias Tesfaye, Ane Halsboe og Kåre Dybvad.

En stor del af de, DR har talt med, svarer, at en mulig efterfølger stadig er et hypotetisk spørgsmål, som de ikke vil svare på.

Debatten om Mette Frederiksens kandidatur til topposten hos Nato blev yderligere forstærket af statsministerens besøg i Det Hvide Hus.

Statsministeren kommer den åbne diskussion i møde.

- Det er meget naturligt, at når der er sådan nogle internationale rygter, så begynder folk selvfølgelig også at overveje, hvad det kan betyde i dansk politik, siger hun til DR og fortsætter:

- Men der er bare ikke nogen grund til alle de her diskussioner, for jeg er ikke kandidat til nogen anden opgave, end den jeg varetager lige nu, nemlig at være dansk statsminister.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU