Klopp efter paradepåkørsel: Vigtigere ting i verden end fodbold
Jürgen Klopp blev mindet om, at fodbold ikke er det vigtigste i verden, da mennesker blev påkørt under parade.
Det skulle have været en af de største dage i byens historie, men fra det ene øjeblik til det andet ændrede alt sig.Ordene stammer fra den tidligere Liverpool-træner Jürgen Klopp, der mandag deltog i en parade i byen Liverpool for at fejre klubbens mesterskab.
Stemningen var "utrolig", indtil en bil kørte ind i folkemængden. Da blev Klopp mindet om, at der er vigtigere ting i verden end fodbold.
Det var første gang i 35 år, at den engelske storklub og dens fans havde mulighed for at fejre mesterskabet sammen i en parade.
Liverpool vandt også mesterskabet i 2020 - dengang med Klopp som træner - men fejringen blev ødelagt af restriktioner i forbindelse med coronapandemien.
- Det skulle have været en af de største dage i byens historie efter så lang tid, fordi vi ikke havde muligheden sidste gang, siger Klopp.
Af respekt for de involverede i påkørslen valgte Liverpools nuværende træner, Arne Slot, tirsdag at blive væk fra et arrangement afholdt af League Managers' Association, hvor han skulle have modtaget prisen som årets træner.
Han har udtryk sin respekt for redningstjenesterne og myndighederne i Liverpool, som reagerede hurtigt efter hændelsen.
- Fodbold er - og bør altid være - et spil bygget på rivalisering, men det er også en stor kilde til fællesskab, især i tider som disse, lød det fra Slot i kølvandet på påkørslen.
Tirsdag oplyste britisk politi, at alle tilskadekomne er i stabil tilstand. I alt har 50 mennesker modtaget behandling på hospitaler.
En 53-årig "hvid britisk mand fra Liverpool-området" er blevet anholdt og er mistænkt for blandt andet drabsforsøg og farlig kørsel.
Intet tyder på, at det var et terrorangreb, har politiet understreget.
/ritzau/