FN-kommission ser russiske droneangreb som en krigsforbrydelse

28. MAJ 2025 • 17:42UDLAND

Med målet om at "sprede skræk" har Rusland systematisk angrebet civile i Kherson, siger FN-eksperter.

Ruslands militær har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden med droneangreb i Kherson-regionen i det sydlige Ukraine.

Det siger FN-eksperter i en rapport, der er offentliggjort onsdag.

Rapporten af udarbejdet af den uafhængige internationale undersøgelseskommission for Ukraine, som er nedsat af FN's Menneskerettighedsråd.

Kommissionen finder, at russiske styrker systematisk har angrebet civile.

- De russiske væbnede styrker har begået forbrydelser mod menneskeheden i form af drab og krigsforbrydelser i form af angreb mod civile, står der i undersøgelsen.

Det er sket "gennem et månedlangt mønster med droneangreb målrettet civile på den højre bred af floden Dnepr i Kherson-regionen", står der videre.

- Disse handlinger blev begået med det primære formål at sprede skræk i civilbefolkningen, hvilket er et brud på folkeretten, står der.

Rapporten kommer på et tidspunkt med stor opmærksomhed på russiske droneangreb.

De seneste dage har budt nogle af de hidtil mest omfattende drone- og missilangreb på Ukraine.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har udtrykt større og større frustration med Ruslands præsident, Vladimir Putin, som han har kaldt "vanvittig".

Rapporten anvender ifølge nyhedsbureauet AFP et usædvanligt direkte sprog for en sådan FN-undersøgelse.

- Angrebene fortsætter, mens denne rapport bliver offentliggjort, står der i den.

Siden juli sidste år har russiske droneoperatører på Dnepr-flodens venstre bred systematisk ramt civile, vurderer eksperterne i rapporten. Angreb er også blevet rettet mod ambulancer.

Kommissionen dokumenterer, at der har været droneangreb mod civile i byen Kherson og 16 andre steder.

Næsten 150 civile er blevet dræbt og hundredvis såret, står der i rapporten.

Det var i februar 2022, at Rusland begyndte en fuldskalainvasion af Ukraine. Samme år i marts nedsatte FN's Menneskerettighedsråd kommissionen for at undersøge mulige brud på folkeretten.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT