Rosenkrantz-Theils forklaring for politisk exit bliver formentlig godkendt

2. DEC 2025 • 11:09ERHVERV/POLITIK

Overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil meddelte kort efter kommunalvalg, at hun stoppede i politik.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) får efter alt at dømme grønt lys til at udtræde af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune efter sidste måneds kommunalvalg.

Først begrundede hun det med Socialdemokratiets dårlige valg i hovedstaden, hvorefter hun ændrede forklaring, så begrundelsen nu er "personlige årsager", hvilket ikke er uddybet yderligere. Sidstnævnte har Jyllands-Posten afdækket.

Økonomiforvaltningen i kommunen oplyser til Ritzau, at "personlige årsager" formentlig er forklaring nok.

- Borgerrepræsentationen har praksis for at fritage medlemmer for valg - henholdsvis medlemskab af Borgerrepræsentationen - med henvisning til personlige årsager, skriver forvaltningen.

Ifølge loven kan et exit for Rosenkrantz-Theil kun ske, hvis det er på grund af "helbredet, et andet offentligt hverv, forretninger eller lignende".

Derfor skabte det opsigt, at hun kort efter valgdagen begrundede sit farvel til politik med Socialdemokratiets skuffende valg i hovedstaden.

Det er fortsat Borgerrepræsentationen, som skal afgøre, om den vil godtage eksministerens begrundelse for at udtræde.

- Efter reglerne skal Borgerrepræsentationen efter anmodning fritage et medlem fra valget, hvis den valgte på grund af helbred, andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for valget.

- Det er Borgerrepræsentationen, der afgør, om betingelserne ovenfor er opfyldt. Borgerrepræsentationen har i den forbindelse et vist skøn, og det vil som oftest være tilkendegivelser fra anmoderen, der udgør den overvejende del af grundlaget for beslutningen, skriver forvaltningen i sit svar.

Liberal Alliance i København har allerede meddelt, at partiet ikke kan stemme for hendes udtræden, fordi begrundelsen ikke fremgår af loven. Dog har en række andre partier meddelt, at de vil lade hende gå.

Rosenkrantz-Theil gik efter at blive overborgmester, men mislykkedes. Vælgerne var ikke begejstrede og kvitterede med en tilslutning til Socialdemokratiet på 12,7 procent. Både Enhedslisten og SF blev større end Socialdemokratiet i København.

Partiet, der har haft overborgmesterposten i København, siden den blev skabt i 1938, og som har siddet på magten i København i over 100 år, blev end ikke inviteret med til konstitueringsforhandlingerne.

De endte med, at Sisse Marie Welling (SF) bliver overborgmester fra nytår.

Rosenkrantz-Theil skulle efter planen have været beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i Københavns Kommune fra 1. januar.

Den post får Andreas Keil (S) i stedet for. Det blev afgjort mandag aften i forbindelse med et kampvalg hos Socialdemokratiet i København.

Andreas Keil, Laura Rosenvinge, Mette Reissmann, Lars Aslan Rasmussen og Yildiz Akdogan ønskede alle at få posten, men førstnævnte sejrede efter to afstemningsrunder.

Borgerrepræsentationen i København - det hedder byråd eller kommunalbestyrelse i andre kommuner - har 55 pladser, eller mandater om man vil. Der er en overborgmester og seks fagborgmestre, som hver står i spidsen for en forvaltning.

På torsdag er sagen om Rosenkrantz-Theil på dagsordenen i Borgerrepræsentationen. Hendes plads overtages af 1. stedfortræder Niels E. Bjerrum (S).

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT