Rockwool-direktør vil ikke slippe russiske fabrikker uden kamp

14. JAN 2026 • 14:42ERHVERV/POLITIK

Rockwool vil undersøge de juridiske muligheder for at fastholde ejerskabet af sine russiske fabrikker.

Selv om Rockwool regnskabsmæssigt har afskrevet sine fire fabrikker i Rusland, efter at de i går blev beslaglagt af den russiske stat, betyder det ikke, at den danske isoleringsproducent har opgivet kampen.

Selskabet har tænkt sig at tage de nødvendige retslige skridt for at fastholde ejerskabet af fabrikkerne og det russiske datterselskab.

Det siger administrerende direktør Jes Munk Hansen til Ritzau.

- Vi har at gøre med Rusland, som vi vel på nuværende tidspunkt ikke kan kalde en retsstat, og derfor er vi godt klar over, at det bliver vanskeligt.

- Men vi vil gennemgå de officielle dokumenter med vores jurister, og så vil vi tage kontakt til de danske myndigheder for at diskutere, hvilke muligheder vi har, siger han.

Han pointerer også, at Danmark har en investeringsaftale med Rusland, der formelt stadig gælder, ligesom der også er international lovgivning på dette område.

Og så er der det principielle i, at man knap fire år efter invasionen af Ukraine ikke bare vil opgive modstanden mod russerne nu.

- Vores grundprincip har hele tiden været, at de her fabrikker ikke skulle falde i hænderne på en oligark eller den russiske stat, og den logik gælder stadig.

- Vi vil ikke bidrage til Ruslands økonomi, og derfor forfølger vi det her, også selv om det kan blive et langt sejt træk, siger han.

Jes Munk Hansen ved af gode grunde ikke, hvad der sker med produktionen i Rusland fremover, men han er ikke bekymret for at få konkurrence af kopier af sine egne produkter fremover.

- Vi har den fordel, at vores produkter ikke kan transporteres ret meget længere end 7-800 kilometer, før det bliver urentabelt på grund af transportomkostningerne.

- Og på grund af det passive ejerskab har vi heller ikke tilført den russiske afdeling ny teknologi eller investeringer, ligesom de heller ikke må bruge vores brand.

- Derfor er der selvfølgelig stadig en risiko for, at de bryder de regler og aftaler, der findes, siger han.

Rockwool-aktien faldt med 7,7 procent tirsdag, men er onsdag eftermiddag steget med 1,5 procent igen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT