Rockwool-aktien banker opad efter regnskab
Rockwools aktie stiger med hele 16 procent, efter at selskabet har offentliggjort sit regnskab torsdag.
Rockwools aktionærer kan glæde sig over, at deres aktier på få timer torsdag eftermiddag er blevet en hel del mere værd.Isoleringsvirksomheden offentliggjorde sit årsregnskab for 2024 omkring klokken 15.30, og da fondsbørsen lukkede klokken 17, var kursen på Rockwool-aktien 16 procent højere, end det var på samme tidspunkt dagen før.
Det skyldes blandt andet, at selskabet leverede fine resultater i fjerde kvartal.
For året som helhed steg omsætningen med 235 millioner euro til 3,855 milliarder euro, svarende til seks procent.
Overskuddet efter skat voksede fra 389 millioner euro til 550 millioner euro.
Det er opnået, samtidig med at selskabet investerer kraftigt i fremtiden.
- I 2024 besluttede vi at bygge nye fabrikker i USA, Sverige og Indien, ligesom vi bygger nye produktionslinjer i Rumænien og USA.
- Vi har også købt land til en fremtidig fabrik i Storbritannien og har samtidig foretaget flere mindre opkøb, lyder det fra administrerende direktør Jes Munk Hansen.
Han siger i et interview med MarketWire, at man ikke har de store betænkeligheder ved udviklingen på det amerikanske marked, selv om der er sket et markant skifte på præsidentposten.
- Der ser vi vækstmuligheder i de næste mange, mange år. Derfor lader vi os heller ikke påvirke så meget. Vi ryster ikke på hånden over den turbulens, der er i øjeblikket, siger Jes Munk Hansen til nyhedsbureauet.
Sammen med det pæne regnskab faldt der også et par andre gode nyheder af til aktionærerne.
Rockwool varsler et nyt aktieopkøbsprogram, hvor man vil købe aktier for 150 millioner euro tilbage, samtidig med at der også venter et udbytte på 63 kroner per aktie. Det er 20 kroner mere, end der blev udloddet sidste år.
Rockwool forventer i en forsigtig prognose, at 2025 vil betyde en "lav og encifret" omsætningsvækst.
/ritzau/