Regeringen vil hjælpe palæstinensiske patienter i Østjerusalem
Regeringen vil hjælpe palæstinensiske patienter på hospitaler i Østjerusalem og afsætter 30 millioner kroner.
Regeringen vil hjælpe palæstinensiske patienter med livstruende sygdomme på hospitaler i Østjerusalem.Det fortæller Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og formand for Moderaterne, på partiets sommergruppemøde.
- Jeg har i går aftes (onsdag, red.) direkte bedt Israel om at lade Danmark hjælpe med at behandle patienter fra Gaza på sikre hospitaler i Østjerusalem, siger han.
Det vil regeringen afsætte 30 millioner kroner til.
Regeringen har løbende afvist at tage imod særligt udsatte palæstinensiske patienter i Danmark.
I stedet har man bebudet, at man vil hjælpe i nærområderne.
Det har Lars Løkke Rasmussen nu præsenteret en model for, som han håber, at israelerne vil tillade.
Han har været i kontakt med den israelske udenrigsminister, Gideon Sa'ar.
- Det håber jeg virkelig, at de vil gøre. Den første respons, jeg fik fra min kollega i går, var positiv, men uforpligtende, siger Lars Løkke Rasmussen.
Der er tale om dødeligt syge, der er fanget på ”udbombede” hospitaler.
- De skal have den behandling, de så hårdt har brug for, siger Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen koordinerer forsøget med Danske Regioner. Det danske sundhedsvæsen kan stå klar med sundhedspersonale og ved at sende nødvendigt udstyr afsted, lyder det.
- Det er et håndfast og konkret tilsagn, der kan gøre en forskel, siger Lars Løkke Rasmussen.
Nu er det væsentligt, om de israelske myndigheder vil muliggøre idéen.
- Det står og falder med, at Israel vil give tilladelse til at transportere patienterne den korte vej fra Gaza til Jerusalem, siger Lars Løkke Rasmussen.
Ud over idéen om hospitalshjælp har regeringen også afsat yderligere 150 millioner kroner til humanitær hjælp til palæstinenserne.