Regeringen vil hjælpe førstegangskøbere med bedre realkreditlån

5. NOV 2025 • 06:00ERHVERV/POLITIK

Forbedrede muligheder for realkreditlån og længere tilbagebetalingsperiode på SU-lån er en del af boligudspil.

Mens valgkampen op til kommunalvalget om under to uger fylder stort set alt i det politiske landskab, er regeringen ved at sætte sidste punktum på et boligudspil, som ventes præsenteret inden længe.

Netop boliger er et varmt emne i valgkampen, og de seneste dage er der kommet diverse lunser af udspillet i medierne fra regeringen.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som er med til at strikke udspillet sammen, kommer med flere tiltag.

Disse er målrettet førstegangskøbere.

De skal have nemmere ved at komme ind på boligmarkedet. De skal have en forlomme, mener ministeren.

- Over de seneste par år har vi oplevet, at rigtig mange førstegangskøbere ikke kan få adgang til boligmarkedet. Antallet af førstegangskøbere er faldet med næsten 25 procent, og mange unge mennesker står og trykker næsen flad mod ruden ind til ejerboligerne og kan ikke være med.

- Det er vi nødt til at gøre noget ved, fordi vi ved, at det generelt er økonomisk både fornuftigt og attraktivt at eje sin egen bolig, og regeringen og jeg vil gerne have, at der er flere danskere, der bor i en ejerbolig, siger Engel-Schmidt.

Konkret foreslår regeringen forbedrede muligheder for realkreditlån med en 40-årig afdragsperiode op til en belåningsgrad på 80 procent.

En belåningsgrad på 80 procent betyder, at man kan låne op til 80 procent af ens ejerboligs værdi via et realkreditlån.

Tiltaget vil ifølge regeringen betyde, at man vil kunne sænke ydelsen med cirka 6700 kroner per lånte million, hvilket er cirka 560 kroner om måneden.

Der skal også være en længere tilbagebetalingsperiode på et SU-lån. Konkret vil regeringen give mulighed for at forlænge tilbagebetalingsperioden, som i dag er op til 15 år, med op til yderligere ti år. Altså helt op til 25 år.

- Det kan være op til 25 år, det må den enkelte selv vurdere. Men muligheden betyder bare, at man får en bedre kreditvurdering i banken og har muligheden for at købe for mere end tidligere, siger Engel-Schmidt.

Desuden vil regeringen have mere fleksibilitet i vurderingen af borgernes økonomi: Der skal være "større adgang til at bruge skøn og estimater i forbindelse med en kreditvurdering". Og en fremtidig indtjening skal kunne medtages i vurderingen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT