Dansk forslag om digital børnebeskyttelse droppet efter tysk kritik

30. OKT 2025 • 15:39ERHVERV/POLITIK

Dansk EU-formandskab kunne ikke skabe opbakning til forslag om at scanne beskeder for overgrebsmateriale.

Regeringen vil ikke længere tvinge techgiganter til at scanne borgeres beskeder for billedmateriale af seksuelle krænkelser af børn.

Det danske EU-formandskab trækker dermed sit forslag tilbage, efter at Tyskland og senere også regeringspartiet Moderaterne er gået imod. Det fremgår af en skriftlig kommentar.

- Det vil betyde, at opsporingspåbuddet ikke vil være en del af EU-formandskabets nye kompromisforslag, og at det fortsat skal være frivilligt for techgiganterne at opspore materiale med seksuelt misbrug af børn, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S).

Han sidder for bordenden i arbejdet med at få CSA-forordningen vedtaget under det danske EU-formandskab, som varer frem til nytår.

Forordningen blev oprindelig foreslået af EU-Kommissionen i 2022. Den vil kunne tvinge techvirksomheder til at scanne indholdet af private borgeres billeder og videoer på krypterede tjenester.

Men både Tyskland og siden Moderaterne trak deres støtte til forslaget, fordi det var for indgribende.

Hummelgaard mener dog, at Danmarks forslag var mindre indgribende end EU-Kommissionens oprindelige forslag. Og han fremhæver, at Red Barnet, Unicef, Børns Vilkår og Digitalt Ansvar gav deres klare opbakning.

Risikoen for at miste et vigtigt værktøj vægtes dog højt.

- Lige nu står vi i en situation, hvor vi risikerer helt at miste et centralt værktøj i kampen mod seksuelle overgreb mod børn, fordi den nuværende ordning, der giver mulighed for frivillig scanning, udløber i april 2026.

- Derfor er vi nødt til at handle uanset hvad. Det skylder vi alle de børn, som udsættes for uhyrlige overgreb, siger Peter Hummelgaard.

Regeringens oprindelige forslag vil bryde med fundamentale frihedsrettigheder og vil potentielt resultere i masseovervågning af borgere i EU, lyder det fra kritikerne. De tæller blandt andre hundredvis af forskere og eksperter, Dataetisk Råd og techgiganterne selv.

Tyskland har direkte kaldt det "masseovervågning" tidligere.

- Masseovervågning af private beskeder må være tabu i en retsstat, skrev det tyske justitsministerium på X.

Red Barnet kalder den hidtidige frivillige opsporing via scanning for en "kæmpe succes" og er frustreret over, at der ikke var opbakning til et kompromis.

- Vi er dybt bekymrede og frustrerede over, at der ikke har været europæisk opbakning til et kompromis, hvor techvirksomheder kan blive pålagt at opspore og fjerne fotos og videoer med seksuelle overgreb på børn, siger seniorrådgiver i digital børnebeskyttelse Tashi Andersen i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT