Minister genindfører forbud mod fiskeri ved det tidligere Cheminova
Efter bekymring fra lokalområdet har fødevareminister Jacob Jensen (V) valgt at genindføre et gammelt forbud.
Minister for fødevarer, fiskeri og landbrug Jacob Jensen (V) har genindført et forbud mod fiskeri ved kemikalievirksomheden FMC Rønland, der tidligere var kendt som Cheminova.Det oplyser ministeren til TV Midtvest.
Jacob Jensen begrunder beslutningen med, at ophævelsen af forbuddet har vakt bekymring i lokalområdet i Vestjylland.
- Jeg har været i dialog med lokale venstrefolk fra kommune og region, og jeg kan forstå, at ophævelsen af forbuddet har skabt usikkerhed og bekymring, og at der er et klart ønske om at bevare forbuddet. Det lytter jeg selvfølgelig til, og derfor genindfører jeg nu forbuddet, lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Ifølge Fødevareministeriet skal beslutningen dog igennem en høringsproces, som normalt tager fire uger, inden forbuddet kan træde i kraft, skriver TV Midtvest.
Siden 1. juli i år har det været tilladt at fiske i havet ved den tidligere Cheminova-fabrik.
Inden da havde det været forbudt at fiske i området mellem Harboøre og Thyborøn i omkring 40 år.
Forbuddet blev ophævet som led i Jacob Jensens regelforenklingsprojekt.
- Regelforenkling er meget vigtig for mig. Denne sag viser dog, hvorfor det er et komplekst område at arbejde med, udtaler han i den skriftlige kommentar.
Da forbuddet blev ophævet, vakte det kritik fra både eksperter og andre politikere.
Blandt andre Jacob Jensens partifælle Bent Graversen fra Region Midtjylland.
- Jeg synes, at det er bekymrende, at man ophæver forbuddet uden at lave nogle ordentlige prøver. Sund fornuft siger, at når man ved, hvad for nogle forureninger, der ligger rundt omkring i det vand, så skal man lave en systematisk undersøgelse, inden man ophæver, sagde han til TV 2.
Cheminovas gamle fabrik ligger på Harboøre Tange. Her ligger også virksomhedens tidligere kemikaliedepot Høfde 42.
Begge steder betegnes som såkaldte generationsforureninger.
Generationsforurening er forureningssager, som vurderes at udgøre et problem i mange generationer fremover, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem.
/ritzau/
