Inflation tæt på målet er med til at fastholde europæisk rente
Inflationen i eurozonen ligger lige over målet, og derfor sænkes renten ikke, lyder det blandt andet fra ECB.
Den Europæiske Centralbank (ECB) fastholder indlånsrenten på 2,0 procent for tredje gang i træk efter et rentemøde torsdag.Det skriver centralbanken i en meddelelse.
ECB peger på, at inflationen er lige over de tilstræbte 2,0 procent i eurozonen, og at den europæiske økonomi er fortsat med at vokse den seneste tid på trods af et generelt "udfordrende globalt miljø".
Men et stabilt arbejdsmarked og tidligere rentenedsættelser spiller også ind.
- Det robuste arbejdsmarked, de solide balancer i den private sektor og Styrelsesrådets (ECB's beslutningsorgan, red.) tidligere rentenedsættelser er fortsat vigtige årsager til robustheden, skriver ECB.
Det var blandt analytikere på forhånd ventet, at ECB ville fastholde renten.
Ifølge cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri vil det kræve markante ændringer i de økonomiske nøgletal - såsom vækst og inflation - før ECB forventes at ville justere på renterne.
- ECB har været meget aktiv med at sætte renterne ned, men er nu blevet mere afventende. Vi skal se et markant skifte i de økonomiske nøgletal før ECB vil overveje at justere på renterne.
- Renterne er nået ned på et neutralt niveau, hvor der er en fare for at yderligere rentesænkninger kan føre til højere inflation. ECB vil for alt i verden undgå, at inflationen begynder at stige igen, siger han i en skriftlig kommentar.
Tore Stramer, der er cheføkonom hos Dansk Erhverv, forventer heller ikke renteændringer foreløbigt fra Den Europæiske Centralbank.
Han forventer, at inflationen forbliver lav og stabil i eurozonen, at væksten forbliver afdæmpet, oliepriserne falder, og at dollarkursen svækkes.
- På den baggrund forventer vi, at ECB ikke har flere rentenedsættelser i posen, og at den ledende rente vil blive fastholdt på 2,0 procent igennem resten af 2025 og et godt stykke ind i 2026, siger Tore Stramer i en kommentar.
Tidligere torsdag viste tal fra EU's statistikkontor (Eurostat), at økonomierne inden for eurozonen voksede med 0,2 procent i tredje kvartal 2025 sammenlignet med det foregående kvartal.
I EU som helhed var væksten i tredje kvartal på 0,3 procent.
ECB's beslutning om at fastholde renten på det eksisterende niveau kommer, dagen efter, at den amerikanske centralbank (Fed) sænkede sin toneangivende rente med 0,25 procentpoint.
Den amerikanske centralbank begrundede blandt andet sin rentenedsættelse med en sløvere jobvækst i USA og lidt højere arbejdsløshed.
/ritzau/
