Regeringen overvejer at aktivere Natos artikel 4 efter droneaktivitet

25. SEP 2025 • 09:44ERHVERV/POLITIK

Efter endnu en omgang med droneaktivitet overvejer regeringen, hvad næste skridt skal være.

Den danske regering overvejer i øjeblikket, om Danmark skal aktivere den såkaldte artikel 4 i forsvarsalliancen Nato.

Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) torsdag ved et pressemøde i Forsvarsministeriet.

- Vi har ikke truffet endelig beslutning om det endnu. Det er noget af det, som vi overvejer. Vi kommer også til at have møder senere i dag om det spørgsmål, siger Troels Lund Poulsen.

- Det er også vigtigt at sige, at ud over artikel 4 og at aktivere den, så er der også andre ting, man kan gøre i kredsen af Nato, siger forsvarsministeren.

Troels Lund Poulsen oplyser, at Danmark allerede har rakt ud til Nato, og at regeringen vil gøre det samme med EU.

Artikel 4 i den Nordatlantiske Traktat er den såkaldte konsultationsproces. Den giver alle allierede mulighed for at bringe et emne, som vurderes at være et sikkerhedsspørgsmål, på dagsordenen i Det Nordatlantiske Råd.

Et Nato-medlemsland kan aktivere artikel 4, hvis det mener, at der er en trussel mod landets "territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed".

Pressemødet, hvor blandt andre også justitsminister Peter Hummelgaard (S) deltager, holdes, fordi der har været heftig droneaktivitet i Danmark.

Sent onsdag og natten til torsdag er der blevet observeret droner nær lufthavne i både Nordjylland og Syd- og Sønderjylland.

I mandags og natten til tirsdag var der også droneaktivitet over Københavns Lufthavn.

På pressemødet i Forsvarsministeriet deltager også forsvarschef Michael Hyldgaard og rigspolitichef Thorkild Fogde.

Natos artikel fire er aktiveret cirka ti gange, siden alliancen blev dannet i 1949.

Estland og Polen har gjort det for nylig, fordi landene følte sig truet af Rusland.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT