Rockveteran og britisk metalband skal optræde på Copenhell 2026
Copenhell løfter sløret for 14 nye navne til næste års festival. Iron Maiden er allerede blevet annonceret.
Den danske rock- og metalfestival Copenhell har torsdag offentliggjort 14 nye navne, som skal spille på festivalen næste år.Heriblandt er den amerikanske rocksanger Alice Cooper, som tidligere i år fyldte 77 år.
Det oplyser Copenhell i en pressemeddelelse.
Det er anden gang, at Alice Cooper skal optræde på den danske festival. Første gang var ti år tidligere i 2016.
Alice Cooper står bag flere rockhits som "Poison" og "School's Out".
Han er en af de mest kendte personer inden for musikgenren "shock rock", som anvender flere virkemidler fra gyserfilm for at skræmme publikum.
Guillotiner og en elektrisk stol har blandt andet været en del af Alice Coopers sceneshow. Og på scenen er han iført drabelig makeup og langt, sort hår.
Han slutter sig dermed til det verdensberømte heavy metal-band Iron Maiden, som tidligere på ugen blev annonceret som hovednavn på Copenhell 2026.
Blandt de nye navne er også de to metalbands Bring Me The Horizon fra Storbritannien og Anthrax fra USA.
Bring Me The Horizon står bag sange som "Can You Feel My Heart" og "Throne", mens Anthrax har lavet "Madhouse" og "Got The Time".
Det er tredje gang, at sidstnævnte skal optræde på Copenhell, mens det bliver første gang for Bring Me The Horizon.
Også A Perfect Circle, The Pretty Reckless, Neckbreakker, Jotunn Thrown, Trollfest, Katla, Die Spitz, Defecto, Violent Magic Orchestra og Omsorg er blevet annonceret torsdag.
Copenhell afholdes hvert år på Refshaleøen i København. Den første af slagsen blev afholdt i 2010.
I 2023 var der 38.000 gæster på festivalen.
Billetsalget til næste års festival åbner 30. september.
Festivalen begynder onsdag 24. juni og løber frem til lørdag 27. juni næste sommer.
/ritzau/