Danmark skal udbrede den grønne trepart i Ukraine
Regeringen har indgået en samarbejdsaftale med Ukraine om at etablere grøn trepart i det krigshærgede land.
Regeringen betragter den grønne trepart som et politisk nybrud, og nu skal den bredes ud over de danske grænser.Til FN's Generalforsamling i New York City, USA, har regeringen indgået aftale med Ukraine om at hjælpe med at etablere en lignende proces i det krigshærgede land.
Det fortæller minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus.
- Vi eksporterer nu mange af de gode tiltag fra den grønne trepart til Ukraine, siger han i en skriftlig kommentar.
Da aftalen bag den grønne trepart blev indgået sidste år, var det kulminationen på månedslange forhandlinger mellem regeringen, landbruget, grønne organisationer og erhvervsinteresser.
Resultatet blev en plan for, at store dele af det danske landbrugsareal skal omlægges til skov og natur, og at landbruget bliver pålagt en afgift på drivhusgasudledninger.
I samarbejdsaftalen mellem Danmark og Ukraine står det nedfældet, at Danmark skal hjælpe Ukraine med bæredygtig brug af landjord gennem samarbejde med flere interessenter.
Rammeværket for samarbejdet bliver principperne og politikken fra aftalen bag den grønne trepart.
Også ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen, er med til at underskrive den nye aftale.
- Danmark og Ukraine har i mange år haft et stærkt samarbejde på landbrugsområdet. Nu har vi skrevet under på, at vi skal udbygge dét samarbejde, lyder det fra ham i en skriftlig kommentar.
Udover principperne om inddragelse af landbrugets parter skal aftalen også hjælpe Ukraine med at reducere drivhusgasudledningerne fra landbruget.
Det skal både ske gennem de organiske processer i landbruget og med regulering og "finansielle incitamenter".
Det inkluderer skatte- eller afgiftsopkrævninger, som føres tilbage til erhvervets grønne initiativer.
Samarbejdsaftalen har også et mere økonomisk og strategisk sigte:
Den skal øge Ukraines eksport af landbrugsprodukter til EU-lande, forklarer Jacob Jensen.
- Med aftalen støtter vi Ukraines muligheder for at eksportere landbrugsprodukter til EU og til verdensmarkedet, blandt andet ved at udvikle ukrainsk lovgivning, som lever op til EU-standarder. Dermed bringer vi også Ukraine et skridt nærmere et muligt EU-medlemskab.
/ritzau/