Dansk pensionskasse vil ikke længere investere i Israel
Israels militære indsats i Gaza overtræder AkademikerPensions politik for ansvarlige investeringer, lyder det.
Pensionskassen AkademikerPension har besluttet at ekskludere staten Israel fra selskabets investeringsunivers.Det skyldes, at Israels militære indsats i Gaza overtræder selskabets politik for ansvarlige investeringer.
Det skriver AkademikerPension på sin hjemmeside.
Pensionskassens administrerende direktør, Jens Munch Holst, siger, at Israel har begået brud på menneskerettighederne, og at man ud fra en samlet vurdering har valgt at ekskludere landet.
- Vi har en politik, hvor det fremgår, at vi ikke kan være investeret i lande, der bryder menneskerettighederne, siger han.
- Og så kigger vi selvfølgelig også på, om den pågældende stat har væsentlig indflydelse på vores afkast, lyder det videre.
Jens Munch Holst forklarer, at pensionsselskabet bruger analyser fra eksterne analysebureauer, når det skal vurdere, hvorvidt en stat har brudt menneskerettighederne.
Beslutningen betyder, at AkademikerPension ikke længere vil investere i israelske statsobligationer eller selskaber ejet af den israelske stat.
Pensionsselskabet kan fortsat investere i privatejede israelske selskaber.
AkademikerPension oplyser dog, at man på nuværende tidspunkt heller ikke har investeringer i private selskaber med base i Israel.
Allerede på generalforsamlingen i foråret 2024 var der flere - herunder organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, som opfordrede AkademikerPension til at ekskludere Israel.
Det er ikke en bestemt hændelse, som har fået pensionskassen til at tage skridtet nu, siger Jens Munch Holst.
Men overordnet er det pensionskassens vurdering, at situationen er blevet værre blandt andet som følge af Israels blokade af nødhjælp.
- Der har været en forværring af menneskerettighederne. Og det bliver jo bare ved. De brud på menneskerettigheder, som sker, sker kontinuerligt, siger han.
AkademikerPension har en række lande på sin eksklusionsliste. Det gælder blandt andet Rusland, Irak, Iran og Kina.
Ifølge Jens Munch Holst kræver det normalt, at et land forbedrer forholdene over en periode på to år, før AkademikerPension tager landet af eksklusionslisten.
/ritzau/