KØB ABONNEMENT

Regeringen genfremsætter lovforslag om statsborgerskab til 2055 ansøgere

ERHVERV/POLITIK • 5. OKT 2026 • 06:30

Lovforslaget omhandler personer, der opfyldte kravene om dansk statsborgerskab, inden valget blev udskrevet.

Regeringen vil genfremsætte et lovforslag om statsborgerskab til 2055 tidligere godkendte ansøgere og deres børn.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) og uddyber, at forslaget forventes at blive fremsat i første halvår af 2027.

- Vi har behandlet det her lovforslag en gang i Folketinget. Der var der opbakning fra SVM-regeringen plus SF, Radikale, Enhedslisten og Alternativet i Folketingssalen. Nu har vi truffet en beslutning om, at vi genfremsætter det her lovforslag, siger ministeren til Ritzau.

Lovforslaget omhandler 2055 ansøgere og deres børn, som allerede har opfyldt kravene til dansk statsborgerskab.

Forslaget bortfaldt, da der blev udskrevet valg, og siden har personerne ventet i uvished om deres statsborgerskab.

Nu vil regeringen have lovforslaget genfremsat, men inden da skal ansøgerne gennem en fornyet og fuld gennemgang, oplyser ministeren.

- Der skal ske en fuldstændig og tilbundsgående undersøgelse af de her personer.

- Vi skal have sikkerhed for, at alle krav, som er de strammeste, vi nogensinde har haft, bliver overholdt. Nogle kan have stiftet gæld, andre kan have ændret opholdsgrundlag. Der er mange ting, der kan have rykket sig, og derfor skal de tjekkes igen, siger Morten Bødskov.

Han uddyber, at ansøgere dermed kan blive pillet af lovforslaget, selv om de tidligere har været godkendt.

Børn af ansøgere, som er fyldt 18 år i mellemtiden, bliver ikke omfattet af det nye lovforslag.

Samtidig vil regeringen have indført en ny screeningsmodel af personer, der søger om dansk statsborgerskab. Det skal dog først undersøges af en ekspertgruppe, om det kan lade sig gøre.

Ifølge ministeren skal ansøgere dele grundlæggende værdier om demokrati og menneskerettigheder, hvilket den nye screening skal være med til at vurdere.

Screeningen skal blandt andet undersøge, om ansøgere har fremsat ytringer eller givet udtryk for holdninger, der strider med de danske værdier.

Det er endnu uvist, om en sådan screening kan indføres, og hvordan den i så fald skal foregå.

Ekspertgruppens rapport forventes at være klar først i det nye år. Derefter skal Folketinget tage stilling til rapporten.

Ministeren oplyser ikke, hvornår en eventuel ny screeningsmodel kan træde i kraft.

De nye regler skal også gælde for personer, der allerede har søgt om dansk statsborgerskab, men som ikke er omfattet af det lovforslag, der nu skal genfremsættes.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT