Regeringen forlænger igen grænsekontrollen mod Tyskland

11. OKT 2024 • 12:47ERHVERV/POLITIK

Blandt andet terrortruslen mod Danmark gør, at regeringen forlænger grænsekontrollen med seks måneder.

Den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland fortsætter i yderligere seks måneder.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

- Terrortruslen mod Danmark er alvorlig, og det er regeringens vurdering, at det på den baggrund er nødvendigt at opretholde den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

I april 2023 omlagde regeringen grænsekontrollen mod Tyskland, så den i højere grad fokuserer på kriminalitetsbekæmpende indsatser frem for indrejsekontrol. Den er siden blevet forlænget flere gange.

Hummelgaard hæfter sig ved, at Tyskland har indført grænsekontrol til alle sine nabolande for at beskytte sig mod blandt andet terror. Desuden har også Sverige meddelt, at de genindfører grænsekontrol i en ny midlertidig periode.

- Det vidner for mig om, at vi i Europa står i en alvorlig situation, hvor vi også bliver nødt til at tænke på, hvem vi åbner vores lands grænser for.

- Når det er sagt, er det samtidig vigtigt, at grænseindsatsen er tilrettelagt bedst muligt og til mindst muligt gene for almindelige borgere i grænselandet, siger Hummelgaard.

Terrortruslen mod Danmark er fortsat aktuel på grund af sidste års koranafbrændinger samt krigen mellem Israel og Hamas. Det skriver ministeriet.

Meldingen kommer, dagen efter at Danmark og Tyskland indgik en aftale, der skal få togtrafikken til at glide nemmere i forbindelse med kontrol, når tog krydser grænsen fra Tyskland til Danmark og omvendt.

Konkret skal det være muligt for begge lande at udføre kontrol på tog fra det øjeblik, hvor togene krydser den nationale grænse.

Det betyder, at dansk politi kan stå på toget i Tyskland og påbegynde kontrol af rejsende i det øjeblik, at toget kører ind på dansk territorium.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT