Rebelsk bestyrelsesmedlem siger farvel til Enhedslisten efter uro
Enhedslisten har taget en drejning mod højre, mener Pia Thorsen, der nu melder sig ud af partiet.
Efter en længere periode med intern uro i Enhedslisten bliver partiets hovedbestyrelse nu et medlem fattigere.Pia Thorsen, der har været en del af en kritisk fraktion i partiet, melder sig nemlig ud. Det skriver hun i et indlæg på mediet Solidaritet.dk.
- Jeg er en rebel, en oprører, en revolutionær, skriver hun i indlægget.
- Jeg gør oprør mod højredrejning, svigt af international solidaritet og magtcentralisering. Det gør jeg alle steder - også i Enhedslisten.
Pia Thorsen var et af de ledende medlemmer af fraktionen Rødt Venstre, der har kritiseret Enhedslistens partiledelse og særligt Pelle Dragsted for at forholde sig for ukritisk til Israel i konflikten med palæstinenserne.
Hun har dog siden meldt sig ud af fraktionen og gør nu det samme med partiet.
Beslutningen sker på bagkant af et ekstraordinært årsmøde i weekenden, som blev indkaldt af et flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse efter uro i kølvandet på Hamas-angrebet 7. oktober 2023 på Israel.
Fraktionen Rødt Venstre, der ifølge en talsmand består af 100 til 200 nuværende og tidligere Enhedslisten-medlemmer, mener, at det er problematisk at kalde angrebet - hvor knap syv ud af ti dræbte var civile - for en terroraktion.
For selv om fraktionen tager afstand fra drab på civile, har palæstinenserne ret til at gøre oprør mod besætterne, lyder det.
Toppen i partiet mener, at det sår tvivl om, hvorvidt Enhedslisten tager afstand fra terror.
Under det ekstraordinære møde blev der blandt andet stemt for en vedtægtsændring, som gør det nemmere for partiets hovedbestyrelse at ekskludere medlemmer.
Og så blev der vedtaget en ny politisk udtalelse.
224 af 310 delegerede stemte således ja til udtalelsen, der blandt andet stempler Rødt Venstre som "partiskadelig".
I udtalelsen, der var foreslået af et flertal i hovedbestyrelsen, lyder det blandt andet, at "man ikke kan være medlem" af partiet, hvis "man forsvarer målrettet terror eller krigsforbrydelser mod civile eller organisationer, der har deltaget i krigsforbrydelser mod civile".
/ritzau/