Colombias præsident: Fisker dræbt under angreb fra USA i september
USA har den seneste tid angrebet flere skibe i Caribien. Colombias præsident anklager USA for drab på fisker.
Colombias præsident, Gustavo Petro, mener, at USA har krænket Colombias suverænitet under angreb mod fartøjer i Caribien.Det skriver Petro natten til søndag i et opslag på det sociale medie X.
Han hævder desuden, at en colombiansk fisker har mistet livet under et af angrebene.
- Embedsmænd fra den amerikanske regering har begået drab og krænket vores suverænitet i vores territorialfarvand, skriver han og tilføjer:
- Fiskeren Alejandro Carranza havde ingen forbindelse til narkosmuglere, og hans daglige beskæftigelse var fiskeri.
Carranza blev angiveligt dræbt i september under et amerikansk angreb på fiskerens båd, mens han var i færd med at fiske i Caribien. Det hævder fiskerens familie i en video, som Petro har delt i opslaget.
Ifølge præsidenten lå båden og drev rundt med nødsignalet tændt, fordi båden havde motorproblemer.
- Vi venter på en forklaring fra den amerikanske regering, skriver Petro.
USA har den seneste tid rettet angreb mod flere fartøjer i Caribien.
Bådene har ifølge USA været lastet med ulovlige stoffer, og USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at angrebene er en del af USA's mål om at slå hårdere ned på narkokarteller.
Angrebene har tidligere fået Petro til at rette kritik mod Trump og USA.
I slutningen af september opfordrede den colombianske præsident under en tale til FN's Generalforsamling i New York til det, han kaldte en strafferetlig proces mod USA's præsident.
Petro hævdede dengang, at ubevæbnede unge og fattige mennesker var døde i angrebene.
Mindst 27 personer er blevet dræbt i de amerikanske angreb, men ifølge nyhedsbureauet AFP har den amerikanske regering ikke fremlagt nogen beviser for, at de dræbte personer rent faktisk var narkosmuglere.
Ifølge nyhedsbureauet er mindst seks fartøjer - de fleste speedbåde - blevet ramt i de amerikanske angreb siden september.
Mange af bådene, som er blevet bordet eller angrebet af den amerikanske flåde, er kommet fra Venezuela.
Petro sagde under FN's Generalforsamling, at han mistænkte, at nogle af de dræbte har været colombianske statsborgere.
/ritzau/