Radikale i København afsætter Mia Nyegaard som spidskandidat

3. NOV 2024 • 15:28ERHVERV/POLITIK

Der skal findes en ny radikal spidskandidat i København til kommunalvalget næste år, har et flertal besluttet.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) er afsat som De Radikales spidskandidat i København til næste års kommunalvalg.

Hun tabte søndag en afstemning, der handlede om at fratage den radikale profil hendes spidskandidatur.

Det skete på et ekstraordinært årsmøde hos De Radikale i København.

Fire ud af fem radikale medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation har mistet tilliden Nyegaard og ville have hende afsat som partiets spidskandidat.

Den indstilling stemte 88 for, mens 43 stemte imod. 6 stemte blankt. Det oplyser partiet til Ritzau.

Til Ekstra Bladet oplyser Nyegaard, at "hun er ked af det", og at hun "vil overveje fremtiden".

Ved det sidste skal det forstås, om hun stopper som borgmester med det samme. Det er et år siden, at Nyegaard blev opstillet som De Radikales spidskandidat i København.

- Jeg havde egentlig håbet, at jeg kunne få lov til at stå i spidsen i en periode til, siger Nyegaard til TV 2 og Ekstra Bladet efter afstemningen.

Der blev søndag kun stemt om Nyegaard som spidskandidat. Hun kan derfor fortsat stille op til kommunalvalget 18. november 2025.

Foruden 50-årige Nyegaard er det Christopher Røhl, Emil Moselund, Kashif Ahmad og Katrine Kildgaard, som repræsenterer De Radikale i Københavns Borgerrepræsentation.

Ingen fra det firkløver eller andre har meldt sig og udfordret Nyegaard som spidskandidat.

På rygteplan er Christopher Røhl, som er De Radikales gruppeformand på rådhuset, dog nævnt som et realistisk bud.

Efter planen kommer der afklaring om en ny spidskandidat i januar. Det fremgik af indkaldelsen til søndagens krisemøde.

Krisen så dagens lys, da Emil Moselund 15. oktober oplyste, at han og de tre andre radikale politikere på rådhuset i København havde udtrykt mistillid til Nyegaard som spidskandidat.

Her lød det til B.T., at utilfredsheden omkring Mia Nyegaard skyldes hendes kontante ledelsesstil og manglende evner som leder af partiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Nyegaard er tidligere blevet kritiseret for sin ledelsesstil. I januar 2023 skrev Frihedsbrevet, at borgmesteren ifølge mere end ti tidligere og nuværende medarbejdere havde skabt et brutalt arbejdsmiljø i Kultur- og Fritidsforvaltningen i København.

Hun blev blandt andet anklaget for at udskamme medarbejdere og tale nedværdigende til dem. Det undskyldte hun for efterfølgende. Nyegaard er også kendt for sin vision om at ville lave "verdens mindste og mest bæredygtige OL" i København.

Nyegaard stillede op til Borgerrepræsentationen i København første gang i 2009. Hun blev valgt som suppleant. Det samme skete efter valget i 2013.

I 2017 trådte Nyegaard til som spidskandidat kort før valget. Det skete, da den daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) trak sit kandidatur.

Det var blandt andet kommet frem, at Anna Mee Allerslev havde holdt sit bryllup på rådhuset uden at betale for det.

Alligevel fik Nyegaard det højeste antal personlige stemmer blandt de radikale på rådhuset. Hun fik efterfølgende posten som socialborgmester.

Ved valget i 2021 fik igen hun flest personlige stemmer blandt de radikale kandidater.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT