Ørsted-aktien falder med 23 procent fra morgenstunden

11. AUG 2025 • 09:47ERHVERV/POLITIK

Ørsted-aktien falder med over 20 procent mandag morgen, efter at selskabet har annonceret kapitaludvidelse.

Ørsted-aktien falder tungt på den københavnske fondsbørs mandag morgen, efter at selskabet har annonceret en aktieudvidelse i størrelsesordenen 60 milliarder kroner.

Aktien handles mandag ved børsåbning i niveauet omkring kurs 237, hvilket er 23 procent lavere end ved børsluk fredag.

Det er også første gang, siden det forhenværende Dong Energy blev børsnoteret i 2016, at aktien er nede omkring den daværende noteringskurs på 235.

Ørsted ser sig nødsaget til at bede aktionærerne om flere penge, fordi selskabet står over for store investeringer i de kommende år.

Forventningen var, at en del af finansieringen skulle skaffes ved at frasælge ejerandele i havvindparken Sunrise Wind, der er ved at blive opført ud for den amerikanske kyst.

Men Trump-administrationen har skabt så stor usikkerhed om vedvarende energi i USA, at det ikke er lykkedes.

Aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank mener, at det er forventeligt, at aktiemarkedet reagerer negativt på, at Ørsted nu må ud med hatten i hånden.

- Ørsted har et par gange nedskaleret deres strategi- og investeringsplanerne.

- Nu viser det sig så, at der ikke er penge i kassen til de planer, som Ørsted har lagt, og det er selvfølgelig et krisetegn, som dog først og fremmest har bund i det amerikanske marked, siger Jacob Pedersen.

Han ser fortsat gode muligheder i at udvikle havvind i Europa, som Ørsted i øvrigt har gjort med succes i mange år.

- Den europæiske havvindforretning ser stadig spændende ud, og derfor kan jeg godt forstå, at Ørsted-ledelsen kigger den vej.

- Men det er svært at se, hvordan Ørsted kan overpræstere de kommende år. Det bliver et langt sejt træk, der kommer til at tage nogle år.

- Og det er der altså tilsyneladende nogle investorer, som ikke har tålmodighed til at vente på, siger analytikeren.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT