Voldsomme kampe genoptages i det østlige DR Congo
Kampe mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær er taget til over weekenden, oplyser sikkerhedskilder.
Voldsomme kampe er brudt ud mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.Det oplyser lokale sikkerhedskilder mandag.
For lige knap en måned siden underskrev den congolesiske regering og M23 en principerklæring, hvor de bekræftede deres engagement i en permanent våbenhvile efter flere måneders brudte våbenhviler.
Aftalen kom i stand forud for en separat fredsaftale, som blev underskrevet i Washington den 27. juni mellem den congolesiske regering og Rwanda.
Oprørsgruppen M23 er støttet af Rwanda.
Aftalerne har imidlertid ikke været nok til at sætte en stopper for kampene, der siden fredag er taget til i styrke omkring byen Mulamba, der ligger i provinsen Sydkivu.
Oprørere fra M23 har presset soldater fra DR Congos væbnede styrker tilbage efter sammenstød, hvor der blev anvendt tunge våben, oplyser sikkerhedskilderne.
Kilderne oplyser videre, at begge sider søndag modtog forstærkninger.
Mandag var meldingen, at kamphandlingerne fortsatte omkring Mulamba, der ligger omkring 80 kilometer sydvest for Bukavu, som er hovedstad i provinsen Sydkivu.
- Begge parter bruger tunge våben, og der affyres bomber fra alle retninger mod Mulamba, siger en beboer i byen via telefon til nyhedsbureauet AFP.
Hverken M23 eller de væbnede styrker har oplyst, om der er dræbte som følge af kampene.
Lawrence Kanyuka, der er talsperson for M23, beskylder i en udtalelse mandag den congolesiske regering for at gennemføre offensive militære operationer med henblik på en større konflikt.
Oprørgruppen har siden 2021 taget kontrol over et stort territorie i den ressourcerige østlige del af DR Congo, heriblandt Goma og Bekavu.
Mere end to millioner mennesker er flygtet fra områder i den østlige del af landet siden januar. Det viste en rapport fra FN's Kontor for Koordinering af Humanitær Hjælp, OCHA, i juli.
/ritzau/AFP