Livreddere melder klar til stort rykind på strandene i varm weekend

26. JUN 2026 • 09:53INDLAND/KRIMINAL

Fokus er at hjælpe folk, der overopheder, og børn, der bliver væk, når livredderne er på job i weekenden.

De danske kystlivreddere forventer nogle travle dage på strandene, når høj varme rammer landet i weekenden.

Men livredderne er godt klædt på og glæder sig, fortæller kystlivredningschef ved TrygFonden Kystlivredning Anders Myrhøj.

- Vi forventer et kæmpe rykind, men det at komme ned og dyppe sig bliver også nødvendigt for mange.

- Heldigvis er vinden ikke så slem, så vi ser nok mest ind i, at folk kommer i problemer på land med dehydrering, hedeslag og solstik, siger han.

Livredderne kan udøve førstehjælp og er uddannet i, hvordan de skal behandle folk, der får det for varmt. Den del er der styr på, slår Anders Myrhøj fast.

Til gengæld kan mængden af mennesker sende livredderne på overarbejde.

- Vi forventer, at de mange menneskemængder kan skabe forvirring derude, fordi folk bliver hurtigere væk fra hinanden, så det bliver en større del af arbejdet.

Derudover vil livredderne også bruge tid på at gå rundt på strandene for at tale med badegæsterne og holde øje med, om nogle ligger og får det dårligt.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt et varsel om hedebølge for weekenden. Det gælder for stort set hele landet, hvor der mange steder ventes temperaturer over 30 grader.

Til gengæld ser det ud til at blive nærmest vindstille, og det hæfter Anders Myrhøj sig ved, for vinden er "super vigtig, i forhold til hvilken badeoplevelse man får".

- Vi er på strandene, fordi vandet er den store udfordring. Det er sekundært, at det så også er varmt, og at der derfor er flere besøgende. Men det er naturen, der dikterer, hvor farligt det er at gå i vandet, og om man kan klare sig selv, siger han.

I Københavns Kommune øger man beredskabet fredag, lørdag og søndag ved de mest besøgte badezoner. Derfor indsætter de ekstra livreddere ved blandt andet Amager Strand, lyder det i en pressemeddelelse.

Også Havneværterne, som er en sejlende livredderpatrulje i København, er ekstra til stede på vandet i forbindelse med studenterfejringer.

Anders Myrhøj opfordrer til at besøge strande, der er bemandet med livreddere, som kan holde øje.

Derudover skal man søge skygge, når man kan, eller selv medbringe skygge i form af for eksempel en parasol.

Medbring også ekstra væske, lyder rådet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT