Ny kulturminister ser elite- og breddeidrætten som hinandens forudsætninger og vil lette frivilliges byrder.
Den nye kulturminister, Zenia Stampe (R), vil ikke sætte eliteidræt og breddeidræt op mod hinanden, hvis økonomien bliver stram.Tværtimod ser hun de to som gensidigt afhængige og vil samtidig gøre op med nogle af de byrder, der præger det danske foreningsliv.
Det siger Stampe torsdag ved DM-ugen i Herning, hvor hun overrakte Kulturministerens Idrætspris til håndboldherrernes landstræner, Nikolaj Jacobsen.
Hun ser ikke, at det kommer til at være et nulsumsspil, hvor man bliver nødt til at prioritere enten eliten eller bredden.
- Det mener jeg heller ikke, at man kan. For de to ting hænger jo fuldstændigt sammen.
- Hvis vi ikke havde dygtige elitesportsfolk, så tror jeg heller ikke, vi havde lige så mange, der gad at gå til fodbold og alt muligt.
- Og omvendt, hvis vi ikke havde bredden, så var der heller ikke nogen, der blev eliten, siger kulturministeren, der med den nye ministerpost også har ansvaret for idrætten.
Hun overtog posten fra Jakob Engel-Schmidt (M), da den nye regering blev dannet for under en måned siden.
Ifølge Zenia Stampe bliver regeringens to overordnede ambitioner på idrætsområdet både at skabe resultater i toppen og samtidig styrke fundamentet under dansk idræt.
- Det er jo både, at vi når helt til tops, men det er jo også, at vi får styrket hele det foreningsliv, som er grundlaget for sporten. Det bliver de to hovedprioriteter, siger hun.
Et af de områder, hun særligt fremhæver, er de administrative byrder, som hun hører fra foreningerne, at mange frivillige oplever i deres arbejde.
- Det er bare ikke sådan, det skal være i foreningslivet, hvor der for eksempel kan være problemer med at få adgang til en bankkonto som kasserer. Det tager lysten fra én i sidste ende, og sådan skal det ikke være, siger Zenia Stampe.
/ritzau/