Politi får lov at bruge ansigtsgenkendelse ved sager om seksuelt misbrug

21. JUN 2024 • 13:30ERHVERV/POLITIK

Fremover kan politiet sammenholde billeder af et offer med billeder fra ordensmagtens billeddatabase.

Politiet får nu mulighed for at bruge teknologi til ansigtsgenkendelse ved efterforskning af visse forbrydelser. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.

Det kan ske i sager, hvor man skal identificere børn, der udsættes for seksuelt misbrug samt sager om igangværende overgreb og videre distribution af materiale.

Dermed udvider justitsminister Peter Hummelgaard (S) og regeringen brugen efter et forsøg med ansigtsgenkendelse.

- Seksuelt misbrug af børn er noget af det mest afskyelige og grusomme, der findes. Politiet gør i dag et stort stykke arbejde for at bekæmpe seksualforbrydelser på nettet, og vi skal hele tiden sikre, at politiet har de rette værktøjer, siger han i meddelelsen.

Det udspringer af, at en række partier i 2022 blev enige om, at politiet skulle gennemføre et forsøg med ansigtsgenkendelse. Det skete fra januar til november 2023.

Politiet vurderer på baggrund af forsøget, at teknologien blandt andet vil kunne løfte efterforskningen. Derfor etableres det som et permanent værktøj.

National enhed for Særlig Kriminalitet har udviklet en applikation med ansigtsgenkendelse.

Den bruger politiet til at sammenholde billeder af et offer med billeder fra politiets billeddatabase eller med billedmateriale fra en konkret sag.

I 2023 modtog dansk politi 10.287 underretninger om seksuelt misbrug af børn fra den amerikanske organisation National Center for Missing & Exploited Children.

Det er en stigning fra 7573 underretninger i året før ifølge pressemeddelelsen.

- Jeg er derfor meget tilfreds med, at der nu iværksættes et arbejde, som skal gøre det muligt for politikredsene at bruge digital offergenkendelse til at identificere børn og unge under 18 år, der bliver udsat for seksuelt misbrug.

- Det er et vigtigt redskab i kampen for at beskytte vores børn og unge mod overgreb, siger Peter Hummelgaard.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT