Sent mål skaffer Silkeborg point i bundbrag mod Vejle
Silkeborg var på vej mod et nederlag, men Tonni Adamsen sørgede for et enkelt point i bunddysten.
Vejle Boldklub fik en fremragende start på mandagens bundbrag i Superligaen, men Silkeborg IF bed tilbage i anden halvleg, og så sluttede det hele 1-1.Tobias Bach bragte Vejle på 1-0 efter bare otte minutter, mens Tonni Adamsen udlignede efter 79 minutter.
Dermed var der et tiltrængt point til både Silkeborg og Vejle, som roder rundt under nedrykningsstregen i Superligaen.
Silkeborg har nu fire point op til oprykkerne fra FC Fredericia lige over stregen, mens Vejle skal lukke et hul på ni point for at komme på omgangshøjde med lokalrivalerne.
Gæsterne fik en drømmestart på mandagens dyst mellem nedrykningsfavoritterne, da Lasse Flø efter otte minutter tog et frækt træk mellem to modspillere i højre side af banen.
Backen skabte sig selv masser af plads og tid i feltet og sendte bolden ind foran mål, hvor Tobias Bach så let som ingenting skubbede den over stregen til 1-0.
Dermed var Silkeborg presset i offensiven, og værterne havde da også bolden langt det meste af tiden. Men det førte stort set ikke til chancer.
Der manglede bevægelse i den midtjyske offensiv, og Vejle havde derfor meget let ved at afvise de få tilnærmelser, der kom.
I anden halvleg trak Vejle sig endnu længere tilbage på banen end i første halvleg, og Silkeborg spillede med mere pondus i de offensive aktioner.
Det skyldtes ikke mindst, at Younes Bakiz fra anden halvlegs begyndelse var kommet ind fra bænken og skabte meget mere dynamik mellem de kompakte vejlensiske forsvarslinjer.
Og efter 79 minutter fik Silkeborg hul på bylden.
Callum McCowatt fandt Tonni Adamsen, som efter et fikst træk sparkede bolden mellem benene på Vejle-keeper Igor Vekic.
Et point er imidlertid ikke noget, der for alvor batter for nogen af holdene, så både Silkeborg og Vejle brugte resten af kampen på indædt sejrsjagt. Værterne var umådeligt tæt på i overtiden, men Vejle skovlede væk efter et nærgående forsøg fra Younes Bakiz.
/ritzau/
