Vestlige lande frygter katastrofale følger af landoffensiv i Libanon
I en fælles udtalelse beder Canada og fire europæiske allierede om, at Israel og Hizbollah stopper kampene.
Regeringscheferne for Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien advarer kraftigt imod, at Israel indsætter landstyrker i Libanon som led i en større landoffensiv mod militsen Hizbollah.Advarslen er udsendt i en fælles udtalelse fra de fem lande.
- En betydelig israelsk landoffensiv vil få katastrofale humanitære konsekvenser og kan føre til en langvarig konflikt. Det skal undgås.
- Den humanitære situation i Libanon - herunder den igangværende massefordrivelse - er allerede dybt alarmerende, skriver landene.
Israels hær meddelte tidligere mandag, at den var i gang med "begrænsede og målrettede" militæroperationer på landjorden i det sydlige Libanon.
Og i weekenden skrev mediet Axios, at Israel har planer om en udvidet militær offensiv på landjorden. Mediets oplysninger kom fra anonyme amerikanske og israelske embedsmænd og er ikke officielt bekræftede.
Libanon blev trukket ind i konflikten i Mellemøsten 2. marts, da Hizbollah angreb Israel som reaktion på, at ayatollah Ali Khamenei, der var Irans øverste leder, var blevet dræbt i Iran.
Siden har Israel og Hizbollah angrebet hinanden, og der har været meldt om sammenstød mellem landstyrker i weekenden.
- Hizbollahs angreb på Israel og på civile skal stoppe, og de (Hizbollah) skal lade sig afvæbne. Vi fordømmer Hizbollahs beslutning om at tilslutte sig Irans fjendtligheder, som sætter den regionale fred og sikkerhed på spil, skriver Canada og de øvrige fire lande i udtalelsen.
Hizbollah er allieret med og støttet af Iran og har flere gange angrebet det nordlige Israel med raketter.
Det er senest sket mandag aften, hvor blandt andet byen Nahariya er blevet ramt. To voksne og fire børn er ifølge avisen Times of Israel kommet til skade.
I udtalelsen kritiserer de fem lande desuden, at både civile og FN's fredsbevarende styrker er blevet angrebet i forbindelse med konflikten.
- Vi fordømmer angreb rettet direkte mod civile, civil infrastruktur, sundhedsmedarbejdere og sundhedsfaciliteter såvel som mod FN's fredsbevarende styrke i Libanon.
- Disse handlinger er uacceptable og vi opfordrer alle parter til at handle i overensstemmelse med folkeretten, lyder det videre.
Der har både været meldinger om, at FN's fredsbevarende styrke i Libanon (Unifil) er blevet ramt af israelsk beskydning og af angreb fra "en ikke-statslig aktør", som må formodes at være Hizbollah.
/ritzau/
