OVERBLIK: Observationer i luftrummet blev kaldt hybridangreb

19. JUN 2026 • 09:37ERHVERV/POLITIK

Længe ventet evaluering af Forsvarets indsats i forbindelse med luftobservationer i efteråret er færdig.

Hvad var det, som i slutningen af september sidste år dukkede op i luftrummet over Danmark, og som blandt andet var skyld i, at flere lufthavne måtte lukke?

Længe har svaret svævet i det uvisse, mens en ventet droneevaluering er blevet udformet.

Evalueringen er landet fredag, hvor forsvarsordførerne fra partierne i forsvarsforligskredsen får adgang til at læse den. Senere får offentligheden indsigt i dele af evalueringen, nogle oplysninger holdes tilbage af sikkerhedshensyn.

Meget er blevet sagt siden den aften i september, hvor Københavns Lufthavn måtte lukke i fire timer.

Her følger en oversigt med nedslag over hændelserne samt debatten om det efterfølgende:

* 22. september 2025:

Flytrafikken omkring Københavns Lufthavn er lukket i fire timer efter meldinger om store droner i luftrummet over lufthavnen.

Herefter følger flere dage med meldinger om observationer af droner i dansk luftrum over både lufthavne og militære anlæg.

Myndighederne kan ikke svare på, hvem der står bag, men kalder det en "kapabel operatør".

* 25. september 2025:

I en videotale lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at Danmark de seneste døgn har været udsat for "hybride angreb".

- Det er angreb, som vi må forvente, der kan komme flere af, siger hun og tilføjer, at hun er i dialog med Nato-allierede om, hvordan de kan hjælpe med at beskytte dansk luftrum.

* 29. september 2025:

Efter en række pressemøder med myndigheder og ministre stiller daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende justitsminister Peter Hummelgaard (S) op til endnu et, hvor det igen lyder, at man ikke ved, hvem der står bag droner i dansk luftrum.

- Ligesom terrortruslen blev en del af vores virkelighed efter 11. september, er hybride angreb blevet en del af vores nye virkelighed, siger Hummelgaard, der kalder det "hybridkrig".

* 1. oktober 2025:

Forsvaret meddeler, at der vil være en øget tilstedeværelse af udenlandske soldater i Danmark efter de seneste observationer i dansk luftrum.

Derudover bidrager en række lande blandt andet i form af antidronesystemer og politi.

* 22. oktober 2025:

Forsvarsministeriet fremsender en anmodning til Forsvarskommandøren om at udarbejde "en evaluering af Forsvarets indsats i forbindelse med luftobservationer i det danske luftrum" fra 22. september til 6. oktober 2025.

* 24. februar 2026:

Forsvarsministeriet oplyser, at evalueringen forventeligt vil blive præsenteret for forsvarsforligskredsen denne uge. Flere forsvarsordførere ser frem til at få svar på, hvad der skete i perioden, samt om der overhovedet har været droner over Danmark.

Det siger blandt andre Liberal Alliances Carsten Bach til TV 2.

* 26. februar 2026:

Kort inden Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg, har daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) orienteret forsvarsordførerne om, at evalueringen ikke vil nå at blive færdig i "indeværende uge", men at den vil være klar i marts.

Det får flere oppositionspartier til at spekulere i, at evalueringen bliver "puttet med" til efter et valg, og at situationen måske ikke var så alvorlig, som regeringen fik det til at lyde.

En kritik både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen afviser.

* 20. marts 2026:

Alle oppositionspartier til den tidligere SVM-regering - undtagen De Radikale - kræver i et brev, at regeringen inden folketingsvalget skal sige, om der var droner over dansk luftrum i efteråret.

Partierne skriver, at de finder "det kritisabelt, at den danske befolkning stadig venter på at få klarhed over, hvad der egentlig foregik, da regeringen for nu seks måneder siden slog national dronealarm".

* 29. marts 2026:

Forsvarsministeriet skriver til Jyllands-Posten, at evalueringen igen er udskudt. Denne gang til efter at der er dannet en ny regering.

* 11. juni 2026:

På Folkemødet bliver Mette Frederiksen spurgt til, om hun er blevet orienteret om indholdet af evalueringen. Det svarer hun ikke direkte på.

- Jeg vil sige helt generelt, at man kan fuldstændig stole på de danske myndigheder. Når vi siger, der har været droner over Danmark, så har der selvfølgelig været droner over Danmark, svarer hun pressen.

* 17. juni 2026:

Den nyudnævnte forsvarsminister Jeppe Bruus (S) siger på et kort pressemøde, at han har læst evalueringen, og at han inden for "kort tid" vil præsentere den for forsvarsforligskredsen.

Han vil ikke svare på, om der var droner i dansk luftrum i efteråret. Evalueringen vil blive delvist offentliggjort efterfølgende.

* 19. juni 2026: Evalueringen bliver præsenteret.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT