Danske Terma og franske MBDA vil samarbejde om at udvikle produkter til det maritime område, oplyser parterne.
Den danske forsvarsvirksomhed Terma har underskrevet en samarbejdsaftale med den franske missilproducent MBDA.Det er sket på forsvarsmessen Eurosatory i Paris, oplyser førstnævnte i en pressemeddelelse fredag.
Sammen skal de udvikle nye produkter inden for det maritime område.
Aftalen beløber sig ifølge Berlingske og Børsen til et "anseeligt milliardbeløb". Nærmere kan parterne ikke komme det.
De præciserer heller ikke, hvilke konkrete produkter der skal komme ud af samarbejdet.
- Overordnet er det udvikling af kapaciteter, som skal understøtte den militære oprustning i Europa og Nato – særligt inden for flåde- og luftforsvar, siger Terma-topchef Henriette Hallberg Thygesen til Berlingske.
Selskabet forventer at kunne præsentere det første produkt i efteråret.
Henriette Hallberg Thygesen siger i fredagens pressemeddelelse, at kombinationen af de to firmaers kompetencer vil styrke både dansk og europæisk forsvar.
- Partnerskabet bygger på et stærkt og tillidsfuldt samarbejde og giver os mulighed for sammen at udvikle nye løsninger, udvide vores eksportmuligheder og yderligere styrke de kompetencer, der er afgørende for Europas fremtidige sikkerhed, siger hun.
Aftalen indebærer udviklings- og produktionsaktiviteter i Danmark på Termas lokationer i Lystrup, Søborg og Grenaa.
Eric Béranger, der er topchef i MBDA, anser aftalen for at være det første skridt i et langsigtet samarbejde med den danske forsvarsindustri.
- Den afspejler MBDA's samarbejdsbaserede tilgang til at udvikle innovative løsninger, der imødekommer de væbnede styrkers behov og styrker Europas forsvarsevne, siger han i meddelelsen.
- Samtidig styrker den vores partnerskab med Danmark efter valget af vores suveræne luftforsvarssystemer til beskyttelse af dansk luftrum.
I midten af 2025 oplyste daværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at Danmark havde købt luftforsvarssystemer hos både tyske Diehl Defence og franske MBDA.
En samlet pakke, der også indebar en norsk leasingaftale, havde en værdi af mere end seks milliarder kroner.
/ritzau/