Rasmus Bertelsen har efter Fatah Abdirahmans skifte til Sønderjyske sagt farvel til to assistenter i denne uge.
Randers-cheftræner Rasmus Bertelsen er ærgerlig over, at han fredag har måttet sige farvel til sin tætteste allierede gennem de seneste tre sæsoner.Han havde gerne beholdt Fatah Abdirahman som sin assistenttræner, men han har også stor forståelse for, at den 34-årige fodboldtræner har takket ja til jobbet som cheftræner for superligarivalen Sønderjyske.
- Det er i voldsom grad en af de situationer, hvor man græder med det ene øje og smiler med det andet. Jeg kommer til at savne Fatah. Vi har arbejdet tæt sammen i mange år og endnu tættere de seneste tre sæsoner, hvor han har været min nærmeste sparringspartner både på og uden for banen.
- Selv om vi mister en dygtig træner og en god kollega, så er det samtidig en fantastisk historie, at Fatah nu får muligheden for at blive cheftræner i Superligaen i en så ung alder.
- Han har udviklet sig rigtig flot gennem årene, og det viser også, at vi traf den rigtige beslutning, da vi hentede ham tilbage til Randers FC i 2023 og gav ham chancen på seniorniveau, siger Bertelsen til klubbens hjemmeside.
Det er anden gang i denne uge, at Bertelsen må sige farvel til en assistenttræner. I mandags skiftede Michael Ravn til FC Midtjylland, og de to afgange sender nu Bertelsen på assistentjagt.
- Jeg har stor tiltro til de dygtige folk, vi allerede har omkring holdet, og nu skal vi se på, hvordan vi bedst muligt supplerer trænerstaben fremadrettet, siger Bertelsen, der også har sagt farvel til målmandstræner Erik Boye.
Fodbolddirektør Søren Pedersen ville gerne have beholdt Fatah Abdirahman i klubben, men påpeger også, at Randers har fået en passende kompensation for at slippe træneren. Ifølge Tipsbladet er der tale om 1,2 millioner kroner.
- Da vi hentede Fatah tilbage til Randers FC i 2023, så vi et stort potentiale i ham som træner og leder. Siden da har han bidraget stærkt til udviklingen af vores sportslige miljø og samtidig fortsat sin egen udvikling.
- Derfor ville vi selvfølgelig også gerne have beholdt Fatah. Omvendt har vi stor forståelse for, at muligheden for at blive cheftræner i Superligaen er en chance, han gerne vil forfølge, siger Søren Pedersen.
/ritzau/