Forhandlinger om kommunernes økonomi har været korte og intense på grund af lange regeringsforhandlinger.
Nedslidte folkeskoler og daginstitutioner kan renoveres for otte milliarder kroner næste år med den økonomiaftale, som regeringen og kommunerne har indgået efter omkring en uges forhandlinger.Det fremgår af økonomiaftalen for 2027, som regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har forhandlet og præsenterer torsdag.
De to parter er nået til enighed om en anlægsramme på 22,3 milliarder kroner, som kommunerne kan investere i fysiske rammer og grøn omstilling.
Heraf kan otte milliarder gå til nedslidte folkeskoler og dagtilbud, lyder det.
- Vi har simpelthen brug for bedre bygninger derude. Vi har brug for, at vores børn har lyst til at gå på toilettet derude, siger indenrigs- og økonomiminister Pia Olsen Dyhr (SF).
For 2026 har kommunernes anlægsramme været på 22,7 milliarder kroner.
Derudover er de blevet enige om at hæve servicerammen med 3,3 milliarder kroner, samtidig med at kommunerne skal nedbringe administration for 257 millioner kroner.
Servicerammen, som er blevet hævet hvert år siden 2018, er et loft for, hvor mange penge kommunerne samlet set må bruge på serviceudgifter.
Kommunernes udgifter til service er penge til blandt andet at drive skoler, ældrecentre og daginstitutioner.
Økonomiaftalerne plejer at blive indgået i maj, men på grund af folketingsvalget i marts og de efterfølgende mere end to måneder lange regeringsforhandlinger gik forhandlingerne først i gang i juni.
- Det har været et kort og intenst forløb, men vi er glade for det resultat, der ligger, siger formand for Kommunernes Landsforening (KL) Peter Rahbæk Juel (S) på et pressemøde.
Ud over de 3,3 milliarder kroner løftes den nære sundhed i kommunerne med 400 millioner kroner.
300 millioner kroner heraf er målrettet til en forlængelse af minimumsnormeringer frem til skolestart, hvis børnene starter tidligere i SFO.
- Det kan godt være en lille smule skræmmende for små børn, når de skal starte i skole. Så nu gør vi overgangen en lille smule bedre, siger Pia Olsen Dyhr.
Konkret vil forlængelsen af minimumsnormeringerne betyde, at der maksimalt vil være seks børn per voksen i førskole-SFO.
Dermed vil de børn, der starter tidligt i SFO forud for skolestart, opleve samme normering som i børnehaven.
Regeringen vil søge opbakning til forslaget i folkeskoleforligskredsen.
Fordrevne ukrainere og det pres, det har lagt på kommunernes økonomi, har også været en del af de korte forhandlinger om økonomiaftalen.
De to parter er blevet enige om, at der afsættes en samlet ramme på en milliard kroner til modtagelsen af fordrevne ukrainere. De midler udmøntes over bloktilskuddet.
/ritzau/