OVERBLIK: Hold ekstra øje med disse ti kommuner ved valget

18. NOV 2025 • 05:00ERHVERV/POLITIK

Valgkampen slutter snart, og de lange knives nat venter forude. I en række kommuner er der lagt op til drama.

Kommunalvalget tirsdag 18. november er en stor størrelse, fordi der er tale om 98 separate valg.

I nogle kommuner er borgmesteren næsten givet på forhånd, mens der andre steder er lagt op til drama.

Nedenstående ti kommuner er værd at holde ekstra øje med, efter at det sidste kryds er sat.

* København.

Der har altid været en overborgmester fra Socialdemokratiet, siden posten blev skabt i 1938, og partiet har haft magten i København i over 100 år. Men nu er det måske slut. Eksminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er partiets overborgmesterkandidat, men især Sisse Marie Welling (SF) og Line Barfod fra Enhedslisten, som ved det seneste kommunalvalg i 2021 blev største parti i København, kan ende med at støde Socialdemokratiet af tronen.

* Frederiksberg.

Efter 112 års konservativ dominans gik den ikke længere. De Konservative måtte ved 2021-valget af med borgmesterposten, som gik til Socialdemokratiet. Præst Michael Brautsch (K), som tidligere har været ekspert i DR-programmet "Gift ved første blik", skal forsøge at vinde kommunen tilbage. Det ser dog umiddelbart svært ud.

* Hvidovre.

SF, som muligvis øjner et godt kommunalvalg generelt, fik to borgmesterposter efter 2021-valget. SF-formand Pia Olsen Dyhr har lagt pres på den siddende borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), ved at meddele, at SF går efter at beholde borgmesterposten i Hvidovre.

* Køge.

Den ene af Socialdemokratiets to næstformænd, Marie Stærke, er borgmester og genopstiller. Men en række borgerlige partier øjner en mulighed for et systemskifte.

* Solrød.

Her fik Liberal Alliance ved 2021-valget partiets første borgmester nogensinde. Det var Emil Blücher (LA), og han genopstiller. Han udfordres blandt andre af Venstres spidskandidat, Kim Kliver, der har haft en lang karriere i politiet som blandt andet politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og som chef for Rejseholdet.

* Fanø.

De Radikale fik én borgmesterpost ved 2021-valget. Og det er partiets mål, at den skal beholdes, har De Radikales leder, Martin Lidegaard, udtalt. Så der er pres på borgmester Frank Jensen (R). Alt kan umiddelbart ske i landets næstmindste kommune, hvor seks mandater er nok til et flertal.

* Tønder.

Landmanden Jørgen Popp Petersen skrev historie i 2021, da han sikrede Slesvigsk Parti, det tyske mindretals parti i Sønderjylland, den første borgmesterpost siden 1946. Men borgmesterstolen vakler, efter at det i september i år kom frem, at Popp Petersen i perioden 2019 til 2024 var blevet politianmeldt otte gange efter besøg fra Fødevarestyrelsen på hans svinegård ved Løgumkloster. Popp Petersen har efterfølgende solgt sin svinebesætning.

* Holstebro.

Kommunen har i 16 år været ledet af socialdemokraten Hans Christen Østerby, men nu stopper han. Kampen om at blive hans efterfølger har udløst et bittert opgør i den socialdemokratiske byrådsgruppe, hvor 5 af 11 fra Socialdemokratiet i byrådet er smuttet til andre partier. Så spørgsmålet er, om partiet kan holde fast i magten. Både SF og De Radikale står klar i kulissen.

* Randers.

Hvad sker der i kommunen, hvor blandt andet jordskreddet ved virksomheden Nordic Waste-sagen har fyldt en del i den igangværende valgperiode? Det er ikke sikkert, at Torben Hansen (S) kan kalde sig borgmester for tredje valg i træk.

* Ringkøbing-Skjern.

Borgmester Hans Østergaard (V) genopstiller ikke, og der er rift om at blive hans afløser. Det er Kristendemokraternes højborg anført af Kristian Andersen (KD), som er en stemmesluger i kommunen. Også Socialdemokratiet og Danmarksdemokraternes folketingsmedlem Mads Fuglede går med borgmesterambitioner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT