Lokalpolitikere på Lolland opsagde deres kommunalt betalte abonnementer på lokalavisen efter kritisk historie.
Folketingets Ombudsmand beder lokalpolitikere i Lolland Kommune om en yderligere forklaring på, hvorfor man opsagde abonnementer på lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende.Det er nemlig ulovligt, hvis opsigelserne skete som en straffeaktion mod pressen.
Det skriver Folketingets Ombudsmand i en pressemeddelelse.
Sagen handler om, at lokalpolitikere, heriblandt borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme, opsagde deres kommunalt betalte abonnementer på lokalavisen.
Det skete, kort efter at avisen bragte en kritisk historie om kommunens administration.
I maj gik Folketingets Ombudsmand ind i sagen for at undersøge årsagen til de opsagte abonnementer, da det kan være i strid med loven.
Lolland Kommune har oplyst, at de opsagte abonnementer tilhørte borgmesteren og to byrådsmedlemmer.
Opsigelserne skete efter kommunens opfattelse ikke med det formål at straffe lokalavisen, har kommunen svaret.
En myndighed kan som andre abonnenter vælge at opsige et avisabonnement, men det skal ske på sagligt grundlag, fastslår Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
- I denne sag har der været udtalelser fremme, som kan efterlade et indtryk af, at det netop har været formålet (at straffe pressen, red.). Det er vigtigt, at kommunen er opmærksom på og forholder sig til det.
- Det er ikke sagligt, hvis det sker for at straffe eller lægge pres på bestemte journalister eller medier på baggrund af deres nyhedsformidling i for eksempel en kritisk artikel, siger han.
Ifølge Ombudsmanden skrev et byrådsmedlem på Facebook, at "værst er det, at nogle af avisens journalister sætter loven for godt håndværk til side".
En anden lokalpolitiker har i en intern mail skrevet, at den "sidste manglende journalistiske kvalitet var så dråben, der fik bægeret til at flyde over".
Begge kommentarer kom fra politikere, der havde opsagt abonnementet efter den kritiske artikel fra lokalavisen.
Ombudsmanden har derfor bedt kommunen om en ny orientering om "resultatet af overvejelserne".
RITZAU