Om et døgn kan al musik fra Universal være fjernet fra TikTok
TikTok vil ikke gå med til at betale kunstnere "passende" beløb for deres musik, siger pladeselskab.
Den nuværende kontrakt mellem pladeselskabet Universal Music Group (UMG) og platformen TikTok udløber onsdag - og de to selskaber er ikke blevet enige om vilkårene for en ny.Når de ikke til enighed inden for det næste døgn vil al musik fra pladeselskabet derfor blive fjernet fra den populære platform.
Det oplyser Universal Music ifølge Reuters.
Pladeselskabet skriver i et brev til dets artister og sangskrivere, at UMG i forhandlingerne med TikTok har presset på for at opnå "passende" kompensation til artisterne.
Også andre ting har været på dagsordenen, mens de to selskaber har forsøgt at nå frem til en ny aftale, lyder det.
Hvis ikke de når at blive enige, vil alle Universal Musics sange blive fjernet fra TikTok, når aftalen udløber onsdag, siger en talsperson for pladeselskabet.
Det vil ske, fordi TikTok i så fald ikke længere vil lave licens til at bruge musikken.
I brevet til artisterne og sangskriverne anklager UMG TikTok for at "forsøge at opbygge en musikbaseret forretning uden at give fair betaling for musikken."
UMG siger desuden, at TikTok har foreslået at betale kunsterne en sats, der er "en brøkdel af den sats", som tilsvarende store platforme udbetaler.
Ifølge pladeselskabet udgør samarbejdet med TikTok kun omkring én procent af Universal Musics omsætning.
TikTok er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelse for en kommentar til sagen.
I Universals stald findes blandt andet kunstnere som Taylor Swift og The Weeknd.
Det var i februar 2021, at Universal indgik den nuværende aftale med TikTok.
Aftalen har gjort det muligt for brugere af TikTok at bruge klip med musik fra UMG's katalog i deres videoer - indtil nu.
TikTok er ejet af det kinesiske selskab ByteDance og har ifølge nyhedsbureauet AFP mere end en milliard brugere globalt. Det er dermed et af de mest populære sociale medier i verden.
/ritzau/
