Ørsted sælger ejerandele i havvindmøllepark for milliardbeløb

30. DEC 2025 • 12:34ERHVERV/POLITIK

Kapitalfond har købt halvdelen af Ørsted-havvindmøllepark. Handlen har en værdi af 39 milliarder kroner.

Ørsted har frasolgt en ejerandel på 50 procent i havvindmølleparken Hornsea 3 til kapitalfonden Apollo Global Management.

Det oplyser det danske selskab i en børsmeddelelse tirsdag.

Handlen har en værdi af cirka 39 milliarder kroner.

Ørsted meddelte i begyndelsen af november, at man havde indgået en aftale om at sælge ejerandelen.

I den forbindelse blev det kaldt en milepæl.

- Vi er glade for at kunne byde Apollo velkommen som partner på Hornsea 3, da de har erfaring med infrastruktur og kan levere fleksibel kapital i stor skala, sagde finansdirektør Trond Westlie.

- Frasalget er en vigtig milepæl for Ørsted i vores fortsatte arbejde med at levere på vores partnerskabs- og frasalgsprogram, som er en hjørnesten i vores forretningsplan.

Ørsted har gjort det til sit speciale at opføre store, nye havvindparker.

Efterfølgende sælger selskabet løbende ud af sine ejerandele for at skaffe den nødvendige kapital til at opføre nye parker.

Hornsea 3 er i gang med at blive opført ud for den britiske østkyst og skal forsyne mere end tre millioner husstande med strøm.

Ørsted har tidligere vurderet, at det bliver verdens største havvindmøllepark med en kapacitet på knap tre gigawatt.

De samlede investeringer i projektet ligger fortsat på mellem 70 og 75 milliarder kroner, lød det i november.

I første omgang modtager Ørsted 20 milliarder kroner for aftalen med Apollo Global Management. Det resterende beløb vil blive betalt, når man opnår bestemte visse milepæle.

Ørsteds melding kommer, på et tidspunkt hvor selskabet har oplevet fornyet modvind i USA.

Kort før jul meddelte det amerikanske indenrigsministerium, at man satte lejekontrakter for fem havvindmølleparker på pause.

Det gjaldt for to af Ørsteds parker, hvor samtlige aktiviteter siden er blevet beordret stoppet i 90 dage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT