Flertallet af arbejdere fra tredjelande er i Danmark på lånt tid

30. DEC 2025 • 08:32ERHVERV/POLITIK

Syv ud af ti udenlandske arbejdere fra lande uden for EU har forladt det danske arbejdsmarked efter 12 år.

Størstedelen af udenlandske arbejdere fra tredjelande er efter alt at dømme kun at finde på det danske arbejdsmarked på lånt tid.

Syv ud af ti arbejdere fra lande udenfor EU er rejst fra Danmark efter 12 år.

Det viser en analyse fra Rockwool Fonden.

Analysen inddrager udenlandske arbejdere, der kom til Danmark mellem 2004 og 2011.

Noget kan dog tyde på, at der er meget arbejdskraft at hente, hvis det lykkes at fastholde flere udenlandske arbejdere i længere tid.

Omkring otte ud af ti udenlandske arbejdere, der stadig er i landet efter 12 år, er i arbejde, viser samme analyse.

Det er tæt på samme niveau som danskeres beskæftigelse, der ifølge Rockwool Fonden lyder på 86 procent.

Ifølge fondens forskningsprofessor Jacob Nielsen Arendt viser analysen, at der er et "beskæftigelsespotentiale" i at fastholde flere udenlandske medarbejdere.

- Når så mange udenlandske arbejdstagere forlader Danmark så hurtigt igen, mister Danmark ikke blot arbejdskraft. Omkostningen ved at tiltrække arbejdskraft for virksomhederne er også større, siger Jacob Nielsen Arendt.

Det er i høj grad udenlandsk arbejdskraft, som betaler skat i Danmark, der særligt de senere år har løftet den danske økonomi med milliarder af kroner.

Derfor har det fra regeringens side været et fokuspunkt at gøre det lettere at tiltrække og fastholde udenlandsk arbejdskraft.

I sommer fremlagde regeringen således en ændring af regler på området.

Ønsket er at gøre det lettere for danske virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft.

Konkret sænkes beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft fra 16 udvalgte lande udenfor EU.

Det indebærer, at grænsen sænkes fra 514.000 kroner til 300.000 kroner årligt.

Ordningen gælder alene arbejdskraft fra 16 lande: USA, Storbritannien, Singapore, Kina, Japan, Australien, Canada, Indien, Brasilien, Malaysia, Montenegro, Serbien, Nordmakedonien, Albanien, Ukraine og Moldova.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT