Europæiske ledere drøfter krigen i Ukraine efter topmøde i USA
Statsminister Mette Frederiksen ventes at deltage i telefonmøde om Ukraine, skriver polsk nyhedsmedie.
Europæiske ledere holder tirsdag formiddag møde om krigen i Ukraine.Det skriver en talsmand for den polske regering på X ifølge AFP.
- Klokken 11 deltager premierminister Donald Tusk i endnu en samtale med europæiske ledere, hvor emnet er Ukraine, skriver talsmanden Adam Szlapka.
Mødet kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, søndag havde besøg af sin ukrainske modpart, Volodymyr Zelenskyj.
Her drøftede de en fredsplan for Ukraine.
Mødet sker også i kølvandet på den russiske anklage om, at Ukraine har angrebet Ruslands præsident Vladimir Putins bolig. En anklage, som Ukraine har afvist.
Det polske nyhedsmedie TVN 24 skriver, at statsminister Mette Frederiksen (S) ventes at deltage for Danmark. Det samme gør sig gældende for stats- og regeringschefer for lande som Tyskland, Frankrig og Italien, skriver TVN 24.
Mediet tilføjer, at lederne skal tale i telefon sammen.
Ritzau forsøger at få bekræftet hos Statsministeriet, om Mette Frederiksen deltager i mødet.
Der har over efteråret løbende været forhandlinger på højt niveau om en afslutning af krigen i Ukraine, som har stået på i snart fire år.
Søndag holdt Trump og Zelenskyj i flere timer møde i Trumps ejendom Mar-a-Lago i delstaten Florida.
Efter mødet sagde både den amerikanske og ukrainske præsident, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.
Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.
Mandag sagde Zelenskyj så ifølge Reuters, at der i udkastet til en fredsplan lægges op til, at USA giver sikkerhedsgarantier for Ukraine i 15 år.
Han havde selv under mødet med Donald Trump efterspurgt sikkerhedsgarantier i op til 50 år.
På den anden side har Rusland stillet krav om at beholde østlige dele af Ukraine, og Rusland har også sagt, at Ukraine ikke skal kunne blive medlem af forsvarsalliancen Nato.
/ritzau/
