Eurostar indstiller togdriften under Den Engelske Kanal
Der kan begynde at køre tog igen tirsdag eftermiddag, melder Getlink, der driver Eurotunnelen.
Eurostar har tirsdag indstillet togdriften til og fra London gennem Eurotunnelen, der går under Den Engelske Kanal.Det oplyser en talsperson for Eurostar.
Det skyldes et problem med elforsyningen i tunnelen, der forbinder Storbritannien og Frankrig.
På virksomhedens hjemmeside advarer Eurostar rejsende om lange forsinkelser, og opfordringen lyder, at man skal udskyde rejsen til en anden dag.
Over for nyhedsbureauet Reuters afviser talspersonen at uddybe, hvor mange passagerer der er berørt af den indstillede togdrift.
Talspersonen siger også, at det ikke står klart, hvornår togene igen kan køre gennem tunnelen.
På Eurostars hjemmeside kan man se, at der også er flere afgange mellem Bruxelles i Belgien og Paris i Frankrig, der er aflyst.
Det fremgår ikke, om der er en sammenhæng mellem de aflysninger og problemerne på strækningen mellem Frankrig og Storbritannien.
Eurotunnelen er en af de travleste strækninger i Europa, når det kommer til tog, der krydser landegrænser, og aflysningerne sker, mens mange er på vej mellem Storbritannien og fastlandet op til nytår.
Tunnelen går fra Folkstone nær Dover i Storbritannien til Calais i Frankrig.
Foruden passagertogene, som Eurostar driver, er der også tog, der fragter biler, lastbiler og andre køretøjer gennem tunnelen.
De tog kaldes Le Shuttle, og der har tirsdag været et problem med sådan et tog, oplyser Eurostar uden at uddybe, hvad problemet var.
Det er ikke Eurostar selv, der står for Le Shuttle-togene. Det er derimod Getlink, som også har ansvar for selve tunnelen.
Omkring klokken 14 har Getlink meldt ud, at der fra klokken 15 dansk tid så småt kan begynde at køre tog igen.
- Der var en hændelse tirsdag morgen, som var relateret til, at der ikke kom strøm til togene i tunnelen. Det har krævet teknisk udbedring på kablerne, som er i gang lige nu, siger en talskvinde.
Eurostar har ikke meldt noget ud om, hvornår der igen kører tog mellem London og Paris.
/ritzau/Reuters
