Ni medlemmer af EL-ledelse kræver ekstraordinært årsmøde
Næsten en tredjedel af Enhedslistens hovedbestyrelse vil have Rødt Venstre sat på plads.
Ni medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse kræver, at der skal indkaldes til et ekstraordinært årsmøde i partiet, skriver DR på sin hjemmeside.De ni medlemmer af hovedbestyrelsen, der består af 25 personer, vil tage et opgør med en fraktion i partiet kaldet Rødt Venstre.
- Situationen i partiet er uholdbar, skriver medlemmerne ifølge DR i et opslag på Enhedslistens medlemsforum.
- Grupperingen Rødt Venstre sår tvivl om Enhedslistens demokratiske beslutninger og principper med hensyn til respekt for menneskerettigheder, især vedrørende afstandtagen til DFLP for deres medvirken i terrorangrebet 7. oktober.
DFLP er en palæstinensisk organisation, som Enhedslisten tidligere har samarbejdet med.
7. oktober sidste år lavede den militante palæstinensiske gruppe Hamas et angreb på Israel, hvilket resulterede i over 1100 døde.
DFLP, der står for Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina, deltog i angrebet.
Siden har Israel og palæstinenserne været i væbnet konflikt.
Hovedbestyrelsen skal på søndag tage stilling til, om der skal indkaldes til et ekstraordinært årsmøde.
For nylig valgte to af de fem medlemmer af Enhedslistens forretningsudvalg at trække sig.
Både David Rønne og Lone Degn forlod deres post i udvalget, fordi hovedbestyrelsen havde vedtaget en tekst, der kritiserede partimedlemmer, der i offentligheden skadede partiet, og medlemmer, der bakkede op om organisationer som DFLP.
Ritzau har været i kontakt med Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted. Han oplyser, at han ingen kommentarer har til historien om de ni medlemmer, der vil tage et opgør med Rødt Venstre.
Pelle Dragsted sidder ikke selv i hovedbestyrelsen. Det gør blandt andre folketingsmedlem Rosa Lund, EU-parlamentsmedlem Per Clausen og de tidligere folketingsmedlemmer Eva Flyvholm og Finn Sørensen.
Af Rødt Venstres politiske grundlag fremgår det, at gruppen mener, at "der er brug for, at en ny venstrefløj organiserer sig". At socialisme ikke "kan indføres gennem Folketinget", hvor "vælgermaksimering er blevet styrende" for Enhedslisten.
Den primære utilfredshed fra gruppen retter sig mod Enhedslistens udenrigspolitik.
Det gælder eksempelvis, at Enhedslisten ikke længere ser det som aktuelt, at Danmark skal melde sig ud af forsvarsalliancen Nato, når der ikke eksisterer et alternativ. Det blev vedtaget af et flertal på partiets årsmøde i 2022.
Også en "fodslæbende" støtte til "Palæstina-demonstrationer" fra "det centrale partiapparat" møder kritik.
/ritzau/