Vælgere på Hawaii stemmer både til præsidentvalg og lokal valggyser

5. NOV 2024 • 19:25UDLAND

Valgsteder på øgruppen Hawaii er blandt de sidste, der åbner. Vælgerne skal stemme til flere forskellige valg.

I delstaten Hawaii bliver det formentlig Demokraternes Kamala Harris, der får flest stemmer. Langt tættere ser det imidlertid ud til at blive i kampen om borgmesterposten i amtet Hawaii.

Det skriver mediet USA Today.

Tirsdag aften klokken 18 dansk tid er valgstederne åbnet på øgruppen Hawaii, som er den vestligste stat i USA.

Også i dele af øgruppen Aleuterne, der hører under delstaten Alaska, er valgstederne åbne.

Dermed kan vælgere nu stemme overalt i USA.

Ligesom andre amerikanske vælgere skal hawaiianerne stemme til flere forskellige valg samtidig. Et af dem er borgmestervalget i Hawaii amt.

Valget ventes at blive tæt mellem den nuværende borgmester, Mitch Roth, og udfordreren Kimo Alameda.

Boligpriser og hjælp til hjemløse er blandt de store temaer i det valg, skriver USA Today.

Også i resten af USA har levevilkår, herunder inflationens betydning for priser på dagligvarer, fyldt meget i tiden op til valgdagen.

Samtidig har vælgere i flere stater skullet overveje deres holdninger til legalisering af cannabis, retten til abort og ægteskab mellem personer af det samme køn.

Sidstnævnte er på stemmesedlen på Hawaii.

Vælgerne skal beslutte, om de vil fjerne regler i statens egen forfatning, der forbyder eller begrænser muligheden for, at to personer af samme køn kan blive gift.

Der er altså mange ting, som vælgerne skal tage stilling til på samme dag.

På nationalt plan ventes præsidentvalget at blive en tæt kamp mellem ekspræsident Donald Trump og den nuværende vicepræsident, Kamala Harris.

Det er forventningen, at Harris vil få flest stemmer i delstaten Hawaii, som historisk set oftest har stemt på kandidater fra Demokraterne.

Omvendt anses Alaska - hvor vælgerne også er blandt de sidste til at sætte deres kryds - som en stat, der med stor sandsynlighed vil blive vundet af Donald Trump, Republikanernes præsidentkandidat.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT