Uniteds fans hælder til at forlade Old Trafford

5. NOV 2024 • 20:03SPORT

Tilhængerne af Manchester United vil hellere have et nyt stadion end se Old Trafford blive fornyet.

Det er et af de mest ikoniske fodboldstadioner i verden og bærer tilnavnet Drømmenes Teater.

Ikke desto mindre hælder Manchester Uniteds fans til at forlade Old Trafford. Det viser en undersøgelse, som klubben har præsenteret på sin hjemmeside.

I en stor undersøgelse blandt mere end 50.000 fans svarer 52 procent, at de foretrækker et helt nyt stadion. 31 procent ser helst Old Trafford blive gennemrenoveret og genudviklet.

17 procent har ikke taget stilling.

Old Trafford har været Uniteds hjemmebane siden 1910. Siden er det blevet opdateret flere gange, men det fremstår slidt og er ikke længere tidssvarende.

Sammen med den såkaldte Old Trafford Regeneration Task Force, hvor den tidligere United-spiller Gary Neville er iblandt, vil ejerne tage en beslutning om, hvilken retning klubben skal gå.

Ifølge The Daily Telegraph vil beslutningen formentlig blive truffet i første halvdel af 2025.

Klubben vil i den forbindelse lytte til fansenes ønsker, forklarer Rick McGagh, der er direktør for fanarbejdet.

- Vi ved, hvor vigtigt vores hjem er for fansene, og vi er nødt til at lytte til dem og få alle deres perspektiver og indsigt for at udvikle det verdensklassestadion, de fortjener.

- Vi kan se på undersøgelsen med forskellige briller og vurdere, om sæsonkortholderne for eksempel har en anden holdning end vores officielle medlemmer. Og om yngre fans ser anderledes på det end ældre, siger han til klubbens hjemmeside.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT