Minister vil med to millioner kroner redde beslaglagt dansk institut i Athen
Ifølge brev fra Christina Egelund har græske myndigheder truet med en tvangsauktion af instituttets bygninger.
Formålet for Det Danske Institut i Athen er "at fremme de kulturelle bånd mellem Danmark og Grækenland".Sådan står det på instituttets hjemmeside. Og det lyder også fint. Men lige nu er forholdet iskoldt mellem instituttet og de græske myndigheder.
I hvert fald hvis man skal tro på et såkaldt aktstykke, som uddannelses- for forskningsminister Christina Egelund (M) har sendt til Folketingets Finansudvalg.
Ministeren anmoder heri om at få to millioner kroner.
Pengene skal forhindre, at instituttets bygninger i Athen kommer på tvangsauktion. Anmodningen er sendt 4. december.
Sagen omhandler en skattesag, som daterer tilbage til 2014. Den tager udgangspunkt i, om instituttets bygninger er ejendomsskattepligtige eller ej.
- Instituttets bygninger i Athen var oprindeligt en donation fra Carlsbergfondet og ejes formelt af Fonden til Støtte for Det Danske Institut i Athen, som har det ene formål at stille bygningerne til rådighed for instituttet, står der i aktstykket.
Derfor mener instituttet, at det er skattefritaget. De græske myndigheder er åbenbart af en anden holdning.
Ifølge aktstykket mener de græske myndigheder, at eftersom fonden formelt ejer bygninger, så skal der betales ejendomsskat af bygningerne.
Ifølge aktstykket har de græske myndigheder på grund af "skattegælden" på 266.000 euro - svarende til to millioner kroner - beslaglagt instituttets bygninger.
Desuden har de græske myndigheder varslet, at "bygningerne tvangsauktioneres, hvis ikke den udestående skattegæld indfris".
Derfor har instituttet bedt Uddannelses- og Forskningsministeriet om økonomisk hjælp.
Ministeriet vurderer, at det vil være godt at betale de græske myndigheder de to millioner kroner, da "et eventuelt bortfald af instituttets bygninger på tvangsauktion vil have uforholdsmæssigt negativ virkning for instituttets mulighed for at yde den virksomhed, som instituttet ellers modtager tilskud til på vegne af staten".
Såfremt beløbet betales, skal der fortsat findes en løsning på problemet, så noget lignende undgås fremover.
Anmodningen fra Egelund skal Finansudvalget først tage stilling til. Men normalt er der ikke de store problemer i det.
Et aktstykke er en ansøgning fra en minister til en konkret bevilling - der ikke er med på finansloven - til Finansudvalget. Udvalget behandler cirka 200 aktstykker om året ifølge Folketingets hjemmeside.
/ritzau/