Støjberg vil fordoble repatrieringsydelsen til syrere

25. DEC 2024 • 23:09ERHVERV/POLITIK

Inger Støjberg (DD) har en plan, der skal få 31.000 syriske flygtninge til at vende tilbage til hjemlandet.

Står det til Danmarksdemokaterne og partiformand Inger Støjberg, skal hovedparten af de 45.000 syrere i Danmark hurtigst muligt tilbage til deres hjemland.

Det fortæller hun i Jyllands-Posten torsdag, hvor hun også løfter sløret for seks forslag, der skal få det til at ske.

Støjberg vil først og fremmest fordoble den eksisterende repatrieringsydelse, der giver syrerne mulighed for at vende hjem med en pose penge i hånden.

Beløbet lyder lige nu på lidt over 150.000 kroner. Men Danmarksdemokraterne vil fordoble ydelsen til 310.834 kroner per voksen syrer det næste halve år. Herefter skal det nedtrappes.

- Det giver de her mennesker en enestående mulighed for at starte en ny tilværelse i deres hjemland.

- For de penge kan man starte en lille tømrerforretning eller købe sig en taxa, tjene penge til sin familie og skabe sig et hjem dernede, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Herudover vil hun blandt andet afsætte en milliard kroner i udviklingsbistand til projekter i Syrien, der kan hjælpe syrere med at vende hjem.

Hun vil desuden tilføre 50 millioner ekstra til Udlændingestyrelsen, som skal sætte ekstra ressourcer ind på at genvurdere opholdsgrundlaget for de syriske flygtninge, hvis asylsager ikke længere er sat i bero.

Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) er ikke uvillig til at se på nogle af Danmarksdemokraternes forslag.

- Regeringen har allerede annonceret, at vi vil afsøge muligheden for et samarbejde om hjemsendelser med en kommende syrisk regering.

- Og jeg vil da heller ikke afvise, at vi vil se på muligheden for at gøre repatrieringsordningen mere fordelagtig inden for en afgrænset tidsperiode, siger han i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten.

Spørgsmålet om syrernes tilbagevenden er blevet aktuelt, efter at Bashar Assads styre er væltet af oprørsstyrker. Det er dog endnu uklart, hvem der skal lede landet fremover og hvordan.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT