Ny aftale med Trump baner vejen for japansk opkøb af U.S. Steel

14. JUN 2025 • 02:42UDLAND

Nippon Steel skal ifølge aftale leve op til en række krav for at imødekomme bekymring for national sikkerhed.

USA's præsident Donald Trumps administration er nået til enighed med den japanske stålproducent Nippon om, hvordan bekymringer for national sikkerhed kan imødekommes.

Det meddeler Det Hvide Hus natten til lørdag dansk tid.

Nippon Steel har planer om at købe den amerikanske stålgigant U.S. Steel for 14,9 milliarder dollar. Det svarer til knap 95 milliarder kroner.

Med den nye aftale er vejen banet for en endelig godkendelse af opkøbet.

Salget er tidligere blevet blokeret af den tidligere amerikanske præsident Joe Biden.

Også Trump sagde op til præsidentvalget i 2024, at U.S. Steel bør forblive amerikanskejet.

Men Trump er tilsyneladende blevet mere positivt stemt siden.

Tilbage i maj sagde præsidenten, at et partnerskab mellem de to producenter ville skabe mindst 70.000 arbejdspladser og føje 14 milliarder dollar til den amerikanske økonomi.

I aftalen mellem Nippon og Trump-administrationen er de to parter blevet enige om, at Nippon skal leve op til en række krav.

Det Hvide Hus uddyber ikke, hvilke krav der nærmere er tale om.

De vil blive fastlagt på et senere tidspunkt, skriver Trump i et dekret.

I en pressemeddelelse takker de to virksomheder Trump. Her skriver de desuden, at aftalen indeholder nye investeringer for 11 milliarder dollar - 71 milliarder kroner, som vil blive foretaget inden 2028.

Samtidig vil den amerikanske regering få en såkaldt gylden aktie.

Den indebærer, at regeringen i nogle tilfælde kan nedstemme alle andre aktieejere.

Nippon Steel og U.S. Steel uddyber ikke, hvornår regeringen vil kunne bruge den gyldne aktie.

For nuværende har de to virksomheder en opkøbsaftale, der udløber den 18. juni. De kan dog vælge at udskyde datoen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT