Mette F. om Mellemøsten: Situationen kan komme helt ud af kontrol
Danskere i Mellemøsten skal lytte til råd, for det er en "potentielt farlig" situation, siger statsminister.
Det er en "meget, meget spændt situation" i Mellemøsten lige nu, og der er risiko for, at det eskalerer.Det er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S), efter Israels angreb mod Iran natten til fredag.
- Alle holder vejret og håber på, at det ikke spinner ud af kontrol, siger Mette Frederiksen på Folkemødet på Bornholm.
Statsministeren er fredag middag på Folkemødets Hovedscene, hvor hun i stedet for at holde en partiledertale lader sig interview af TV 2's politiske analytiker Ask Rostrup og tager imod spørgsmål fra publikum.
Ask Rostrup starter ud med at spørge ind til situationen i Mellemøsten, hvor Israel har angrebet Iran, og Iran har svaret igen med droneangreb.
Mette Frederiksen siger, at regeringen kigger "med meget opmærksomme øjne" på situationen.
- Begge parter bliver nødt til at nedeskalere situationen, for den kan komme helt ud af kontrol, siger hun.
Statsministeren opfordrer også danskere, der befinder sig i Mellemøsten til at lytte til myndighederne.
- Det er potentielt rigtig farligt, det her, siger Mette Frederiksen.
Mellemøsten fylder en stor del af Mette Frederiksens tid på scenen, hvor også situationen i Gaza er i fokus.
Mette Frederiksen fortæller, at det er "længe siden", at hun har talt med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
- Selv om der er et stort europæisk pres mod Israel, så får vi ikke den situation, vi ønsker os.
- Vores problem er, at vi ikke kan påvirke den israelske regering, siger Mette Frederiksen på scenen.
Hun ønsker ikke at indgå i en diskussion om, hvorvidt Israel begår krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning. Det er i sidste ende en juridisk vurdering, lyder det.
Situationen har ført til, at Israels ambassade i København fredag har lukket for konsulære tjenester. Det oplyser ambassaden på Facebook.
Lukningen gælder ikke kun ambassaden i København, men alle repræsentationer verden over, oplyser den israelske ambassade i Stockholm ifølge nyhedsbureauet Reuters. Det oplyses ikke, hvor længe lukningen vil stå på.
/ritzau/