Iran: Atomforhandlinger med USA er meningsløse efter angreb

14. JUN 2025 • 06:24UDLAND

Israel ville ikke have angrebet Iran uden tilladelse fra USA, lyder det fra det iranske udenrigsministerium.

Forhandlinger med USA om en atomaftale er meningsløse set i lyset af israelske angreb mod Iran.

Det siger Esmaeil Baghaei, der er talsperson for Irans udenrigsministerium, ifølge det iranske nyhedsbureau Tasnim.

- Den anden side (USA, red.) har handlet på en måde, der gør dialog meningsløs. Du kan ikke hævde, at du forhandler, og samtidig splitte arbejdet ved at lade zionistregiment (Israel, red.) angribe Irans territorium, siger han.

Talspersonen tilføjer, at det er lykkedes Israel at få indflydelse på den diplomatiske proces, og at Israels angreb ikke ville være sket uden tilladelse fra USA.

Israel indledte natten til fredag et storstilet angreb, hvor omkring 100 mål i Iran ifølge det israelske militær blev ramt.

Angrebet havde især til formål at gøre skade på atomanlæg og andet med tilknytning til Irans atomprogram. Flere højtstående embedsmænd og atomforskere blev dræbt.

Forinden var USA blevet orienteret, har landets præsident, Donald Trump, bekræftet.

USA afviser dog at have været involveret i angrebet og har opfordret Iran til at fortsætte forhandlingerne om en atomaftale.

Allerede kort tid efter de første israelske angreb sagde Iran, at USA var medskyldig i angrebene.

Iran har i de seneste år opbygget store lagre af beriget uran. Landet siger selv, at berigelsesprogrammet kun har civile formål. Omvendt siger Israel, at Iran i hemmelighed udvikler atomvåben.

Fra amerikansk side har det lydt, at Iran ikke skal have lov til at udvikle en atombombe.

Sjette runde af forhandlingerne mellem Iran og USA skal efter planen ske søndag i Oman. Det er dog uklart, om mødet bliver en realitet, efter at konflikten mellem Israel og Iran er eskaleret.

Natten til lørdag har været meldinger om løbende angreb fra begge sider.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT